top of page

4. OPS 1


Nordøst-Polen 7/5 2028 Kl. 0130

”Vi er samlede chef,” sagde Ole over intercom’en.

”Tak! Mine herrer og de damer! Som I ved, modtog vi en befaling fra første britiske divisionen for en halv time siden. Den siger, at divisionen vil overgå til angreb om godt 48 timer.

Jeg har kaldt til møde for at give min planlægnings-guidance på vores rolle i divisionens angreb.

Vi har forholdsvist god tid til at forberede os, men vi skal samtidigt stadig løse vores forsvarsopgave, som vi gør nu. Derfor har jeg udvidet kredsen til også at inkludere cheferne fra de tre kampbataljoner samt Jonas, chefen for den lette infanteribataljon. Derved kan vi gennemføre parallelplanlægning i hele brigaden.”


Brigadegeneral Kristine Bladsøe ser direkte ind i kameraet som for - igennem signalforbindelsen - at understrege, at det er nu, det afgørende slag skal planlægges. Langs kanten på hendes skærm vises videobillederne af alle brigadens otte bataljonschefer og hele brigadestaben spredt ud i hver deres kommandostation og føringskøretøj i hele første brigades ansvarsområde.

”Inden vi går i gang, vil jeg gerne have en kort statusopdatering fra jer alle både med henblik på løsningen af den igangværende opgave og i forhold til at overgå til angreb… Frank! Fortæl mig om Første Livgarden!”


Lidt senere.

”Godt! Tak for det alle sammen! Vi har nogle hængepartier, som vi skal have styr på i løbet af de næste to døgn – vi får travlt. Og nu til min guidance i forhold til angrebet. Divisionens end-state er - ganske beskedent - at slå russerne i Litauen og genetablere Litauisk suverænitet...” Kristine zoomer kortet på skærmen ud, således at det viser hele Litauen og nordøst-Polen.


”Brigadens opgave er at fungere som dedikeret divisionsreserve med henblik på at skulle videreføre angrebet og tage Kaunas by. Vi skal forberede os på at måtte afgive en kampbataljon som disponibel reserve, med det formål at forstærke frontbrigaderne. Det er divisionschefens hensigt at lade henholdsvis fjerde og syvende britiske infanteribrigade angribe forrest og gennembryde russerne imellem Kaliningrad og Hviderusland. Derpå vil han lade vores brigade tage Kaunas, kaldet mål THOR, og ellevte britiske brigade tage Vilnius, kaldet mål ODIN, med formålet at sikre Litauens befolkningscentre. Divisionen vil synkronisere angrebene med et massivt cyber- og elektronisk krigsførelsesangreb mod russernes kommando- og kontrolnet og en mindst lige så massiv ildforberedelse på russiske enheder i Litauen med både artilleri og luftstøtte.”

Kristine viser med cursoren på skærmens kort, hvordan divisionen har tænkt at gennemføre angrebet ind i Litauen.


”Vi står over for en kampvant og på mange områder overlegen fjende. Han formår at synkronisere kamp i alle domæner – land, sø, luft, rum og cyber. De har en veludviklet informations-krigsførelseskapacitet, som vi har set anvendt mod os, siden vi kom her til Polen. Ligeledes har de demonstreret en høj grad af vilje og kapacitet til at gennemføre elektronisk krigsførelse. Jeg forventer, at fjerde og syvende brigade vil få kam til deres hår.


Det bliver ikke nemt at angribe de godt et hundrede og halvtreds kilometer frem til Kaunas og Vilnius. Vi må hverken anvende eller beskyde enheder på russisk territorium i Kaliningrad eller Hviderusland.

Divisionen skal presse to brigader igennem et godt 65 kilometers hul, hvor russerne har haft god tid til at forberede forsvaret. Det betyder, at selv om vi er reserve og bliver trukket frem bag frontbrigaderne, så kan vi godt forvente at komme i kamp eller, som minimum, blive udsat for fjendens våbenvirkning. Jeg vil derfor have en plan, der tilgodeser stor spredning og fleksibilitet.

Vi skal kunne overtage kampen syd for Kaunas med et minimum brug af signalmidler. Vores udstråling, imens vi er reserve, skal være så tæt på nul som muligt…”


Kristine ser rundt på billederne af sine bataljonschefer og stabsofficerer på skærmen. Alle ser ud til at give hende al deres opmærksomhed, hvilket hun forventer.


”Når vi overgår til angreb mod Kaunas, skal vi forberede, at få tilgang af Jonas’ lette infanteribataljon, som vil kunne flyves frem med få timers varsel.”


”Kaunas er en større by.”

Brigadechefen klikker et detaljeret kort over Kaunas frem på skærmen.

”Før invasionen var der godt en halv million indbyggere i byen. Vi forventer, at godt to hundrede tusinde flygtninge er søgt til byen, hvilket giver et temmelig menneskefyldt mål. Byen er en smart-by, hvilket betyder at strøm, vejbelysning, trafiklys, kloaker, vand og varmeforsyning er centralt styret fra byens kontrolrum i kælderen på rådhuset. Ligeledes overvåger de her de godt tre millioner overvågningskameraer, som er spredt rundt i byen. Rådhuset er derfor det vigtigste mål i byen.”


Et billede af den næsten 500 år gamle renæssancebygning dukker frem på skærmen efterfulgt af billeder af et moderne kontrolrum med skærme på væggene.


”Herefter ser jeg, at vi må tage byens politistationer og de tre kaserner. Russerne har en bataljon fra indenrigsministeriets milits placeret midt i byen på kasernen i det gamle fort kaldet Sanciai Barracks. Almindelig lov og orden opretholdes stadigt af litauisk politi, som styres af officerer fra FSB. Vi har forlydender om, at der ligeledes er en stor russisktro litauisk milits i byen. Militsstyrkerne er ikke uniformerede, og det anslås, at de er tæt tilknyttet den organiserede kriminelle underverden...”


Kortet dukker igen op på skærmen, med placering af rådhus, politistationer og kaserner samt kendte milits og kriminelle tilholdssteder angivet – i alt over 35 mål.


”Mine herrer og damer! Der er ingen tvivl om, at det bliver en hård nød at knække! Vi bliver udfordret både i den kinetiske kamp mod en hjemmevant modstander, der kan smelte ind i befolkningen og på informationskampen, hvor et enkelt fejltrin fra vores side kan medføre, at vi taber verdens-opinionens støtte. Derfor vil jeg have, at I laver en plan, der sætter os i stand til - hurtigt og skjult - at tage rådhuset og derpå, med maksimal anvendelse af såvel informationsmidlerne, cyber og vores pansrede enheders intimiderende egenskaber, at overtage den vitale infrastruktur i byen. Jeg vil have et minimum af kamp i byen – helst ingen! Jeg vil ikke have store pansrede kolonner, der prøver at rykke frem ad tættrafikerede gader, hvormed de udsætter sig selv og civilbefolkningen for fjendens våbenvirkning – uden selv at kunne udfolde sin kampkraft.” Kristine ser på de små skærmbilleder af brigadens ledere.

”Vi skal være klar til at iværksætte om 48 timer, så jeg forventer at udgive befaling om 16 timer…”


Godt 17 kilometer derfra.

Valdemar ser rundt på de andre stabsofficerer i OPS 1. ”Jamen, det er jo en hel masse tid til sådan en lille let plan...” udbryder han på sektionens intercom. Ovre fra den anden vogn svarer Erik ”Ja… lille let plan… Der bliver nok at lave de næste par timer, hva?”


Stabschefen bryder ind over brigadestabens interne net. Hans stemme og ansigtsudtryk er fuldstændig upåvirket af den omfangsrige plan, som staben skal producere.

”Godt! I hørte chefen! Hvis vi skal nå at komme i mål med planer for brigadens fremtrængen bag frontbrigaderne og angrebet på Kaunas og samtidigt opretholde føringen af den igangværende operation, må vi splitte kræfterne! Derfor vil jeg have, at vi gør følgende: Plancenteret går straks i gang med at forberede angrebet på Kaunas. OPS 1 laver planen for, hvordan vi trænger frem bag frontbrigaderne herunder afgivelse af en kampbataljon! Når I er færdige med den, skal I forvente at overtage og raffinere Kaunasplanen. OPS 2 fortsætter med at støtte chefen i føringen af nuværende operationer!”


”Udmærket! I kender opgaven! Vi gennemfører standardplanlægningsprocedure! Læs jer ind i divisionsbefalingen og vær klar til første stabsmøde om 20 minutter”

siger chefen for OPS 1., Major Peter Hansen, fra sit sæde i den ene af to Piranha 5 mandskabsvogne i første operations- og planlægningssektion.


Sektionen holder ved en mindre landbrugsejendom nær landsbyen Czaple. De otte stabsofficerer sidder foran hver sin fjorten-tommers touch-skærm, hvorpå de gennemfører deres del af planlægningen og kontrollen af brigadens planer og enheder. Der er etableret en kraftig mikrobølgeforbindelse imellem vognene, der sikrer, at planen samt video- og telefonkommunikation kan deles. I hver Piranha er der en serverpakke og computere med den nyeste version af brigadens førings- og planlægningsværktøj kaldet C2IS 8.5 med en kraftig kunstig intelligens indlagt.


Valdemar går straks i gang. Som ingeniørofficer er det hans ansvar at præsentere terrænet og de muligheder og begrænsninger, som det giver. Inden han åbner filen med divisionsplanen, afgrænser han det kommende operationsområde på ingeniørværktøjet i C2IS og sætter så computeren til at lave en tilbundsgående analyse af terrænet. Da han fem minutter senere har læst divisionsplanens ti sider med tilhørende kort og kalker, gennemgår han terrænanalysen, som computeren færdiggjorde på lidt under tredive sekunder. Valdemar udvælger de dele, han ønsker at vise, læner sig tilbage og ser over på Ole, der sidder ved siden af ham.


”Nåe, Ole, din gamle gnist. Har divisionen udtænkt noget særligt snedigt for at imødegå russernes elektroniske krigsførelse? Eller skal vi bare klø på og håbe på det bedste?”


Ole ser op fra sin skærm og tager sine briller af.

”Vi har jo det, vi har… så der er ikke de store muligheder for at være signalmæssigt snedige. Både vi og briterne har næsten ingen redundante systemer, så hvis russerne tager de signalmidler ud, som vi bruger – ja så er vi stumme, døve og blinde! Heldigvis for os, så har vi ligget her i forsvarsområdet i næsten to uger, med alle vores radioer, lasere, satellitkommunikation og mikrobølgesendere på fuld knald. Så vi kan være ret sikre på, at russerne både kender alle vores signalmidler og har gennembrudt krypteringen på nogle af dem. Det skal nok blive en fest. Vi har i bund og grund to muligheder. Den ene er at begrænse vores anvendelse af signalforbindelserne, hvilket drastisk nedsætter vores evne til både at kommunikere og koordinere og også at følge egne enheder på BMS – og det er noget lort! Vi kan også tænde for alt, hvad vi har, samt sende droner og robotter ud med radiosendere foran, imellem og bag os og på den måde overbelaste russernes evne til at finde, hacke og siden hen jamme vores forbindelser. Uanset hvad, skal vi regne med, at vi kommer til at kæmpe med kraftigt reducerede forbindelser.”


To timer senere.

Piranhaerne sætter i gang med et sæt. Stabsofficererne opdager det kun, fordi kaffen i kopperne skvulper over og ned i skødet på dem.

”Argh Olsen! Du kunne sgu da godt lige give et varsel, inden vi kører!” vrisser Peter i køretøjets intercom.

”Undskyld Hr major!” svarer overkonstabel Olsen. ”Jeg troede, I hørte, at jeg startede motoren op.”

”Hmmmpf” svarer Peter. ”Vi fortsætter stabsmødet, selv om vi kører!” fortsætter han. ”Formålet med stabsmødet er at præsentere de mulige manøvrer, og gennemføre simulerede konfrontationer på dem. Jeg forventer at være klar til at udsende den foreløbige befaling godt en halv time efter, at vi er færdige med mødet!”


På skærmen foran officererne kan hver mand følge med i, hvordan computerens kunstige intelligens først viser de mulige løsninger, som den har udfærdiget på baggrund af stabens input. Til denne del af planen har computeren tre forskellige mulige løsninger. Derefter viser den en simuleret gennemgang af planerne på kortet. Hver løsning vises på en 3D model af terrænet, og alle brigadens enheder kan ses efterhånden, som de følger planen og trænger over grænsen til Litauen og frem imod Kaunas. Computeren indspiller og viser alle de største hindringer og udfordringer for planerne: kendte fjenders ageren på kamppladsen simuleret, så de opfører sig i overensstemmelse med de seneste efterretninger om russernes doktriner. Terrænets påvirkninger af planerne vises medregnet brigadens evne til at passere disse hindringer og russernes evne til at udbygge og forstærke dem. Den enkelte stabsofficer kan med en håndbevægelse vende synsfeltet på sin skærm og, hvis han har behov for det, zoome ind og se enkelte køretøjers ageren i terrænet. Computeren har allerede fundet den løsning, som den fra et matematisk sandsynlighedsperspektiv mener er den bedste. Peter fastholder imidlertid, at stabsofficererne med deres menneskelige intuition, erfaring og mindre lineære tankegang vælger og forfiner den plan, som de mener er bedst.



”Peter! Jeg kan se, at computeren foretrækker løsning to, men jeg synes nu, at den er ret forudsigelig. Jeg synes, at løsning tre virker mere overraskende.

Jeg erkender, at der er en stor risiko ved at køre hele brigaden igennem Kalvarijosskoven, men det virker bare som en bedre plan. Jeg tror, jeg kan finde en vej eller to mere igennem skoven end dem, som den bruger i planen. På den måde kan vi skjule hele brigaden der, imens briterne trænger længere mod nord,” siger Valdemar over intercom’en.

”Hmm. Det er modtaget IGO! G2! Hvad siger efterretningerne om Kalvarijosskoven? Er det sandsynligt, at russerne vil have forberedt den til forsvar?” spørger Peter.


”Skoven, ligesom de andre skove, vil blive brugt som opmarchområder og sådan. Jeg ser ikke, at de har planlagt de store forsvarsforberedelser her. Jeg vil give Valdemar ret. Plan to er for forudsigelig. Jeg anbefaler også plan tre.” svarer Bo, sektionens efterretningsofficer, ovre fra Peters Piranha.


Efter yderligere ti minutters diskussion om planen, erklærer Peter; "Godt! Vi anbefaler plan tre. Ole! Færdiggør detaljerne og send pakken inklusiv optagelsen af simulationerne til chefen, så hun kan godkende den."


Peter tager et hurtigt kik på sine stabsofficerers ansigter. Der har været travlt, siden de landede i Polen for godt to uger siden, men på trods af det har han sikret sig, at de har kunnet få mindst seks timers sammenhængende søvn hvert døgn. Og rigtige feltrationer frem for de nye kamp-ernæringspiller, som lige er blevet indført.


"Imens vi venter på den foreløbige befaling på Kaunas angrebet, vil jeg have, at I får spist, pisset, og at Valdemar har givet en orientering om Kaunas. Jeg forventer, at befalingen kommer om en time. Valdemar! Du briefer os om tredive minutter!" siger han over intercom’en.


Knap to døgn senere.

Rampen på Piranhaen går ned, og Valdemar får sig skubbet ud af mandskabsrummet, som i kommandostationsudgaven ligner et mobilt kontor med fire arbejdspladser til stabsofficerer med touch-skærme, tastaturer og kaffepletter.

Valdemar strækker sig og ser sig omkring. Han ved, at dette sandsynligvis vil være sidste gang, han ville få frisk luft og mulighed for at stå op i et par dage.


Lidt væk holder sektionens anden Piranha ligeledes med rampen nede og sløringsnettet oppe. Tre andre stabsofficerer står bagved og drikker kaffe. Valdemar går hen til dem ligeledes med sin kaffekop i hånden. Man føler sig helt nøgen uden en kop halvlunken kaffe i hånden.


”Nåe… er I klar til et par dage indespærret i en metalkasse med død og ødelæggelse på skærmen og en uendelig strøm af meldinger i øretelefonerne? ” spørger han med et smil på læben. Per, en af brigadens logistikofficerer, ser på ham og hilser med kaffekoppen.


”Hej Valde. Ja det ser ud til at blive noget af en køretur. Jeg havde egentligt forventet, at Kisser ville lade NK og OPS 2 føre brigaden, mens vi er reserve, så hun og vi ville være klar til at føre angrebet ind i Kaunas. Men det lader til, at vi ikke roterer. Men pyt. Vi har fået en ny kaffemaskine på vognen, og jeg har arrangeret rigtig kaffe, og imens vi var på luftskibet på vej herover, fik jeg tiltusket mig en hel kasse af de der amerikanske ”no-sleep” piller, som de er begyndt at udlevere til deres besætninger i flyvevåbnet. Du skal efter sigende, kunne holde dig vågen et helt døgn efter at have spist sådan en.”

Per vender sig om og tager en blå papæske frem fra en taske inde i Piranhaen.


”Her! Den er til jer! Der burde være nok til alle i bilen til en uges tid – eller mere!” siger han og rækker Valdemar æsken.


”Tak. Fedt nok. Det bliver Peter glad for. Han er lidt følsom overfor manglende søvn og mad, som du ved.”


”Har I hørt om russernes sidste mediestunt?” spørger Preben inde fra Piranhaen. I sin funktion som effectsofficer er han ansvarlig for planlægning og koordinering af brigadens ikke-kinetiske effekter som for eksempel informationskrigsførelse. Han har som den eneste i OPS 1 adgang til internettet og kan herigennem monitorere medierne for at se, hvordan befolkningen både hjemme, i Polen og Litauen reagerer på russernes og NATOS forskellige informationskampagner.


”Russerne har lige vist billeder fra en prorussisk demonstration i Kaunas. De siger, at det er en spontan demonstration for Ruslands tilstedeværelse og mod NATOs krigstrusler. Det sjove er, at jeg har set de filmklip før – de er ikke fra Kaunas, men fra Kiev, efter at Russerne invaderede Ukraine.”


”Hopper folk virkeligt på det?” spørger Valdemar ”Jeg mener, hvis du med briller og vigende hårgrænse og det hele kan gennemskue det trick, kan resten af verden så ikke også?” En kop lunken kaffe kommer flyvende inde fra mandskabsrummet og rammer Valdemars ene bukseben.


”Åh undskyld, Valdemar. Jeg havde ikke set dig”, siger Preben.

”Jo! Folk, der følger med, kan se det, men de fleste andre kan ikke. De ser filmen, bliver forargede og skriver eller linker til noget på de sociale medier, og så fortsætter de deres liv. Når vi så kommer og påpeger fejlen, er der ingen, der lytter, for der er kommet syv andre prorussiske opslag, der sviner NATO til i mellemtiden.”


”Fedt!” svarer Valdemar. ”Nogle gange virker det som om, at alle vores manøvrer og kinetiske angreb bare er en del at et større kommunikationsspil – som om krigen bliver afgjort på de sociale medier.” Valdemar tørrer kaffen af sine bukser og trækker på skuldrene. ”Nå. Jeg skal lade vandet, inden vi fortsætter. Tak for pillerne! Vi ses i Kaunas.”



66 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

5. G2 og ASIC

Comentarios


bottom of page