Augustow 10/5 2028 KL. 2130
”Vågn op! Samling ved tavlen!” Carl får et chok og får næsten en mundfuld pasta bolognese galt i halsen, da Seniorsergent Peter Træberg sparker døren op til klasseværelset og giver sig til at råbe af delingen.
”Hva sker der NK? Skal vi allerede ud igen? Vi er sgu da lige kommet ind efter tre uger ved grænsen. Det er ikke mere end fem timer siden vi landede her!” Carl bombarderer Peter med spørgsmål – som han plejer. Seniorsergenten ignorerer Carls mange spørgsmål og fortsætter op til den gamle grønne tavle, som delingen allerede har fyldt med upassende soldatergraffiti.
”Hestesko og meldinger! Nine kommer om lidt med en ny opgave!”
Som næstkommanderende i den lette opklaringsdeling er det hans opgave at tilsikre sig, at delingen er klar, når der er brug for den, uanset om den lige er kommet tilbage efter lang tid ved den Polsk - Litauisk grænse.
”Otte! Kim er på vej! Hun er vist på potte! Ellers er vi samlede” siger Frede, imens han kæmper sig ud af sin sovepose. ”Én samlet!” melder sergent Joakim Schytz, imens han tygger af munden og smider resterne af en tallerkenfuld pasta i klasseværelsets papirkurv. ”Vi mangler Olesen. Han kommer lige om lidt. Han er vist nede ved forsyneren efter mere enzym til gruppens biogeneratorer,” siger gruppefører for tredje gruppe, sergent Michael Jensen.
Et øjeblik efter kommer kaptajn DiMario ind ad døren. Hans næsten to meter høje og over hundrede kilo tunge krop ser helt enormt stor ud i forhold til klassens små borde og stole. ”Nåeh fjerde B! Er i klar til skoleudflugt?” griner han, imens han træder ind foran delingen.
”Nine. Vi er samlet minus Kim og Olesen. De er på vej. Delingen er genforsynet minus et par småting, batterier er ladet op, og alle har fået en ordentlig omgang mad. Nogle har endda fået et par timers søvn,” melder Seniorsergent Træberg.
”Godt otte! Det får vi både ikke brug for og brug for, der hvor vi skal hen,” svarer DeMario med et skævt smil. Ingen i delingen forstår vittigheden, og alle venter utålmodigt på, at han skal fortælle dem, hvad der skal ske.
”Vi er blevet lånt ud til første brigade, som er på vej over grænsen mod Kaunas! Første britiske division er, som I ved, i færd med at angribe og tage Litauen. Brigaden skal tage Kaunas, landets næststørste by! Vi skal ind og lave close target recce på deres primære angrebsmål! Dette er kun et varsel! I vil få jeres endelige befaling på copteren på vej mod Kaunas om en time! Dette bliver en indsættelse i civil. Så ingen exoskeletter, store rygsække eller lange våben. I kan tage det med, som kan være i en civil rygsæk. Jeg sender efterretningsrapporten til jer om lidt. Spørgsmål?”
Halvanden time senere, tre meter over jorden i en copter nær grænsen imellem Polen og Litauen.
Carl ser rundt på de tre andre. Alle sidder med deres civile trådløse høretelefoner i øret og gennemgår befalingen for denne indsættelse på deres smartbriller eller tablet. Udenfor suser det polske landskab forbi, imens copteren holder sig tæt på jordoverfladen på vej mod drop off punktet øst for Kaunas.
Frede ser op og prikker til dem alle.
”Hør efter! Som I kan se er Kaunas en smartcity – ligesom Århus og Herning hjemme i Danmark. Alt er overvåget og forbundet til en central kommando- og kontrolstation i kælderen på rådhuset. Det er blandt andet derfor, at vi ikke er i uniform – de ville finde os med det samme. Der er en bataljon fra det russiske indenrigsministeriums milits i byen samt nogle russisktro grupperinger. Dem skal vi undgå. Vores opgave er, som I kan læse, at få adgang til byens styringsnetværk for at uploade et cybervåben og finde en vej for brigaden ind til rådhuset, så den kan tage kontrolrummet.
Planen er, at vi lander uden for byen og går ind derfra stille og roligt, som en flok lokale på vandretur – midt under en større invasion af landet…
Derpå finder vi et sted at overnatte inde i den gamle bydel, der hvor rådhuset er.
Carl! Når vi kommer frem, skal du hacke dig ind i byens netværk, så vi kan slukke for kameraerne og lave grønt lys for brigaden, når den kommer i morgen eller i overmorgen. Kasper! Jeg vil have de få droner og kameraer, vi har med, til at overvåge rådhuspladsen og vejen derind. Første gruppe ser på broerne over Nemunas floden, så dem koordinere jeg med og sikrer, at vi får skabt den bedste rute ind.
Kim! Du kører dit HUMINT-show og sikrer os andre… ok?”
De tre andre nikker samtykkende. Kasper åbner sin rygsæk og ser ned i den. Den er blå med reflekser. Nede i den ligger tre små overvågnings-droner og en tablet til at kontrollere dem. Derudover er der en æske af de nye ernærings- og antisøvnpiller, som Hæren lige har fået på prøve. Pistolen med lyddæmperen sidder i et hylster bagerst på ryggen.
”Frede!” siger han. ”Jeg har taget tre quadcoptere med. Der er batteri til en times flyvetid eller en dags stationær overvågning. Tror du det er nok?”
”Næ… det tror jeg ikke. Men det er det, vi har med, så vi må klare os med det,” svarer Frede og ser ned på de grønne hvedemarker, som de flyver tæt henover.
”Hvilken rute tager den her copter os egentlig? Bliver vi ikke erkendt og skudt ned af russerne, hvis vi flyver lige hen over hovederne på dem, imens de slås med briterne?” spørger Carl. Kim ser over på ham og ryster på hovedet, som om det er det dummeste spørgsmål, hun nogensinde har hørt.
”Dum dum!” hvisker hun.
Frede ser på Kim og derpå på Carl. ”Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Jeg sad og tænkte præcist det samme lige før. Mon ikke de flyver uden om alle erkendte russiske troppekoncentrationer og så ellers krydser fingre?” Carl trækker på skuldrene og ser nervøst ud igennem vinduet. Kim tager sin maskinpistol op af rygsækken, kontrollerer, at den er ladt, og gemmer den under jakken.
Godt en halv time senere lander copteren ved et levende hegn, netop som solen står op. De sidste fem minutter har gruppen kunne se højhusene fra Kaunas blive mere og mere synlige i horisonten. De er godt fem kilometer fra bygrænsen. Det er først på morgenen, og der er stadig dug på græsset. Så snart alle fire er siddet af, letter copteren med en kraftig summen fra de otte store elektriske motorer.
Efter en times gang står gruppen ved et busstoppested i en forstad til byen. De havde alle medbragt civilt tøj til netop denne opgavetype, da de forlod Danmark, men havde ikke seriøst troet, at de ville komme til at bruge det.
Busturen ind til centrum foregår roligt og i tavshed. Hele vejen ind sidder de alle fire og holder udkik efter politi og russiske sikkerhedsstyrker i byen. Der er ganske få. Og det lader til, at livet i byen går videre på trods af, at der kun fem og halvfjers kilometer længere mod syd foregår nogle af de største slag imellem konventionelle styrker i Europa i næsten ét hundrede år. Jo længere ind mod bykernen den førerløse bus kommer, jo mere trafik kommer der på vejene. Trafikken flyder jævnt, og hvis der er ved at danne sig trafikpropper, bliver bilerne dirigeret ad andre ruter af byens intelligente lysreguleringer og informationssystemer. Få meter over vejbanen er der en del trafik af diverse logistik-droner, der transporterer pakker rundt i byen. Bussen passerer forbi Kaunas internationale lufthavn i bydelen Karmélava, som grænser op til Litauens største slumkvarter. Fra Bussen kan gruppens se det flere kvadratkilometer stort område fyldt med faldefærdige blikhytter. De få veje, der går igennem området, er smalle og snoede. Der flyder affald over alt.
Carl får en besked på sine smart-briller. Det er et par civile NOKIA-briller magen til dem, som de fleste unge mennesker i Danmark går med. Teknikkerne inde ved FE har jail-breaket dem, så de har kunnet ændre i softwaren og tilføje deres egne sikkerhedsforanstaltninger. Carl sender beskeden videre til Frede som sidder i sædet ved siden af.
Fra Kaptajn GiMario: Hej gutter! Vær opmærksomme på at alle civile er blevet opfordret til at forblive indendørs i Kaunas grundet truslen fra NATO’s luftangreb. Til jeres orientering er der IKKE planlagt angreb på byen, så I kan bevæge jer frit! Held og lykke.
Frede nikker og beder Carl svare på beskeden. Carls briller er de eneste, der har en satellitkommunikationsmulighed. Alle de andre bruger enten et skjult internt net eller det lokale 6G net, som også overvåges fra rådhuset.
Bussen standser på rådhuspladsen, og gruppen stiger ud sammen med en lille gruppe unge piger. Carl prikker Kim i siden og siger ”Se, Kim, du falder helt i med de lokale. Man kan næsten ikke se forskel.” Kim ser vredt på ham og skal lige til at slå ham i hovedet, da Frede blander sig. ”Hold nu kæft Carl! – Kom! Vi går over på den café og ser, om vi kan skabe os et overblik over situationen.” Gruppen fortsætter.
De fem let påklædte og lyshårede slaviske piger går fnisende den anden vej. Kim lyner sin sportsoverdel op i halsen og retter på sin sportstaske på ryggen. Hun ligner vinderen fra crossfit games på vej hjem fra træning i sit idrætstøj og markerede muskler.
Gruppen sætter sig ved et cafébord og bestiller kaffe. Det ældgamle hvide rådhus ligger på den anden side af pladsen. Rundt om på rådhuspladsen står der et par bevæbnede politibetjente. Kasper læner sig ind over bordet og hvisker ”Man skulle ikke tro, at byen står overfor invasion. Selv ikke sikkerhedsstyrkerne ser ud til at forberede sig. Jeg har ikke set en eneste russisk soldat hele dagen og kun få politifolk. Hvad fanden sker der?”
Carl ser op fra sin tablet. ”Det er, fordi alle forberedelserne foregår skjult. Jeg kan se på de lokale medier, at de advarer folk om, at NATO er på vej, og at de skal blive inden døre, imens russerne klarer ærterne syd for byen. Russerne vil have, at byen er beboet, så NATO bliver tvunget til at påføre befolkningen tab, når de tager byen. Det er rent informationskrigsførelse.”
Frede ser over på rådhuset. ”Mon ikke der gemmer sig en større styrke i beredskab i den bygning? Carl kan du komme ind i deres netværk?”
”Nej. Jeg tror, byens netværk kører på et lokalt sikret net, så der er nok ingen eller begrænset adgang til internettet. Jeg skal have fysisk adgang til netværket for at kunne gøre noget - helst inde i computeren i rådhuset. Måske kan jeg få adgang igennem et af overvågningskameraernes forbindelse,” svarer Carl. Gruppen sidder lidt i stilhed.
Frede bryder stilheden,
”Ok. Vi skal have løst denne opgave. Hvis det bare var et spørgsmål om at slukke for nogle kameraer, havde cyberdrengene hjemme i København gjort det.
Vi deler os i to! Kasper og Carl. I skaffer jer adgang til nettet på en eller anden måde og får sat vores overvågningsdroner på plads. Kim og jeg laver en omgang fysik rekognoscering af rådhuset og vejene, der leder herind. Vi mødes her igen klokken femten – om fire timer. Meld, når I har løst jeres opgave, og begynd derpå at se jer om i området!”
Frede ser rundt på de andre som nikker.
”Gå I bare først,” siger Kasper til Frede og Kim. ”Vi skal lige finde ud af, hvor der er størst mulighed for at bryde ind i et kamera uset.” Frede prikker til Kim, hvorefter de begge rejser sig og går hen imod rådhuset.
Klokken 1455 møder de hinanden ved en sushi restaurant på hjørnet af rådhuspladsen. De går ind og sætter sig ved et bord.
”Nå! Fik I adgang til netværket?” spørger Frede.
”Nix… vi kunne simpelthen ikke komme i nærheden af et kamera. De sidder for højt oppe, og vi havde ikke tid eller mulighed for at finde en stige eller en god undskyldning for at stå og rode med kameraerne ved højlys dag.” svarer Kasper. ”Men vi så nogle store lastbiler læsse byggematerialer af flere steder. Formegentlig en skjult forberedelse til at befæste byen. Der var store betonrør, tømmer og sådan noget. Det må vi nok få meldt videre.” siger Carl.
”Vi blev også enige om at vente med at placere dronerne, før det bliver mørkt. Der er simpelthen for mange mennesker i gaderne nu.” siger Kasper.
”OK! Kim og Jeg har gået lidt rundt her i den gamle del af byen. Her i hjørnet imellem de to floder er bygningerne, som I selv har set, ældre – nok fra lige efter anden verdenskrig eller ældre. De fleste er på to – tre etager og bygget af mursten. Generelt er her pænt og velholdt. Længere mod øst ligger området de kalder CENTRAS. Her er der flere nye højhuse af beton, og der er der betydeligt mere aktivitet i drone-trafikken i forhold til her, hvor der er ganske få transport-droner i luften. Det er også der, vi tror, de kriminelle bander holder til.
Vi så kun få sikkerhedsstyrker her omkring rådhuset. Men der er simpelthen kameraer over alt. Jeg tror, at vi er nødt til at finde et mindre menneskefyldt sted at gemme os. Hvis vi bliver ved med at hænge ud her, begynder deres kunstige intelligens at fatte interesse for os, og så er vi afsløret – vores ansigter vil blive genkendt med det samme, siden vi må forudsætte, at de har fri adgang til både googles og facebooks billedarkiver og ansigtsgenkendelsessoftware…”
”Ha!” udbryder Carl. ”Hvis deres kunstige intelligens og kameraer er forbundet til googles og facebooks ansigtsgenkendelsessoftware, så VED de allerede, at vi er her. Der er masser af billeder af os i danske uniformer på nettet.”
”Ja tak, Carl. Vi skal altså finde et andet sted at overnatte, og så skal vi finde ud af, hvordan vi får adgang til det net. Hvis vi ikke får det lukket ned, har brigaden ingen chance for at tage den her by. Russerne vil få alt for nemt ved at følge brigadens bevægelser og koncentrere deres styrker dér.” fortsætter Frede.
”Hvad med parkeringskælderen ved Senukai supermarkedet længere oppe ad Neris floden? Tror du ikke, vi kan gemme os der?” spørger Kim.
”God ide! Kasper og Kim! I går op og rekognoscerer for et skjulested der. Carl og jeg bliver her og ser om vi kan finde på en plan for at komme ind i rådhuset.”
”Det gør jeg bare ikke! Jeg skal ikke lege hans kæreste! Nul! Det er en dårlig plan!” udbryder Kim, da Frede fortæller gruppen om den plan, som han og Carl lavede, imens de gik op til gruppens skjulested i en cykelkælder i en ældre boligblok godt halvanden kilometer fra Rådhuspladsen.
Frede ser alvorligt på Kim. ”Hør her! Jeg er med på, at du ikke synes, at det er den fedeste plan, men du er sgu nødt til at tage dig sammen og gøre det. Brigaden kan være ved bykanten inden for 24 timer, og vi er dens eneste mulighed for at få dem ind i ét stykke! I morgen tidligt duller du dig op, og tager Carl under armen. Så går I op til rådhuset og bruger dine evner inden for HUMINT og Carls Social Engineering kundskaber til at få adgang til kontrolrummet og plante den software som Center for cybersikkerhed lige har sendt til Carl. Derpå forsvinder I stille roligt, og vi mødes her og afventer besked fra enten København eller Brigaden.”
Kim ser vredt på Carl. ”Indrøm, det er din ide! Det her gør du kun, så du kan latterliggøre mig ved at tage billeder af mig, når jeg har makeup på!”
Carl ser på Kim med et såret blik i øjnene. ”Nej da! Det kunne jeg da ikke finde på. Jeg tænker kun på at løse opgaven!”
”Idiot! Hvis jeg ser ét eneste billede af os, så smadrer jeg dig!”
Klokken lidt i ni næste morgen går Kim og Carl ind på rådhuset og op til skranken i den store forhal. Her siger Kim, på forståeligt bonde litauisk, at hun gerne vil giftes med sin kæreste fra Danmark, inden der kommer krig til byen. Den midaldrende mand i et slidt jakkesæt, der står bag skranken, ser på det umage par. Foran ham står der en ung mand sidst i tyverne med et par moderne smartbriller på og kikset vestligt tøj sammen med et bredskuldret, høj ung kvinde midt i tyverne iført en blanding af stramtsiddende idrætstøj og almindeligt hverdagstøj. Kvinden har svage antydninger af make-up på, og det korte brune hår sat op i en hestehale. Manden trækker på skuldrene og mumler et eller andet uforståeligt og begynder at taste på sin computerterminal.
”Må jeg se jeres papirer? Jeg skal se dit statslige identitetskort, frøken, og din kærestes pas tak!” siger manden og ser op fra skærmen på Kim. Derpå vender han hovedet og ser på Carl.
”Hvorfor vil en dansk mand tage hele vejen til Litauen for at gifte sig med en litauisk jernbanearbejder?” spørger han på langsomt dansk. Carl ser forbløffet på manden.
”Du taler dansk?” Kim gør sit bedste for at beherske sig og lade som om, hun ikke forstår hvad der bliver sagt. Imens indleder Carl en samtale, hvor han til sidst har overbevist manden om, at han ikke har behov for at se identitetspapirer, men at han til gengæld vil vise dem rundt i bygningen, som besidder en masse spændende historie.
Manden stiller et papskilt på bordet, hvorpå Kim kan læse, at der er lukket. Derpå viser manden dem rundt i rådhusets sale og gange, imens han fortæller anekdoter fra dengang, han var ung og studerede i København. Carl forestiller stor interesse og spørger ind til mandens historier. Da de kommer til en betontrappe af nyere dato, der tydeligvis fører ned i kælderen, hvor kontrolrummet er placeret, vil manden fortsætte videre og hen til rådssalen nede ad gangen.
”Det er kun byens tekniske stab og de russiske sikkerhedsstyrker, der har adgang til kontrolrummet.” siger han. Efter yderligere et par minutters samtale, har Carl overbevist ham om, at der da ikke kan ske noget ved, at det unge par for lov til at se ind i det imponerende lokale.
Manden leder dem ned af trappen med hurtige skridt. Han er tydeligvis utryg ved situationen. Han åbner forsigtigt en ståldør lidt nede ad gangen efter trappen og ser ind. ”Kom ind!” Siger han så. ”Vi er heldige det er Marcus, der har vagten i dag, og der er ingen russere.”
Carl og Kim træder ind i et stort lokale med store skærme på alle væggene. På skærmene er der hundreder af små skærmbilleder, der viser kamerabilleder fra hele byen. På skærmen på midtervæggen vises et enormt kort over byen med tilstanden af samtlige lysreguleringer, strømtransformatorer, kloakpumper og mobiltelefonmaster. Trafikken vises med røde, gule og grønne farver. Samtlige politi og sikkerhedsstyrkers placering vises også sammen med placeringen af busser og tog. Midt i lokalet, sidder en ung mand først i tyverne ved et bord og overvåger skærmene. Rummet er tydeligvis nyt, med friskmalede hvide betonvægge og kliniske stålmøbler. Langs væggen ved døren står et stort server-rack indkapslet i et glasbur med et stor kølesanlæg på.
Marcus vender sig om og ser spørgende på manden. Efter en kort samtale smiler Marcus og byder dem velkommen på engelsk. Han begynder at vise Carl og Kim, hvad ham kan se og gøre med alle skærmene, og at han kan kontrollere både gadebelysning, strøm, kloakering og trafiklys fra skrivebordet – han kan kontrollere hele byen.
”But! I don´t do that! I just sit here and look at the screens and computer does it all for me – simple!” siger han med en tydelig litauisk accent og peger på serverburet. Carl kan næsten ikke få luft! Han er vildt imponeret over rummet og glemmer næste helt sin opgave. Han bombarderer Marcus med tekniske spørgsmål, som Marcus beredvilligt svarer på. Kim prikker til ham efter et par minutter. Manden der gav dem rundvisningen ser ud til at ville have dem ud og komme tilbage til sin post ved skranken.
”One last question Mister Marcus, then we will leave! Could you show me the main-frame computer? I have heard that it is one of the biggest in all of Europe!”
Marcus lyser op! “Off cause my friend!” svarer han og åbner serverburet. Med det sammen lader Kim som om hun falder og har slået sig. Manden og Marcus skynder sig hen for at hjælpe hende og vender et kort øjeblik ryggen til Carl. Carl stikker hurtigt en hårtynd ledning med et ultra-micro USB stik ind i computeren og overfører det cybervåben, som han har liggende på sin telefon. Overførelsen tager under et sekund. Carl trækker hurtigt stikket til sig og hjælper Kim på benene. ”We will go now, so you don´t get trouble! Thank you for your tour Marcus!” Og vendt til manden fra skranken, ”Mange tak for din tid og din rundvisning. Når den her krig er forbi, må du bestemt tage en tur til København og gense Nyhavn! Vil du føre os op?” Manden nikker og fører dem hurtigt ud af kontrolrummet og op ad trappen. Lige inden de kommer til toppen af trappen, kan de høre høje råb på russisk fra forhallen. ”Det er FSB med deres lokale bøller! Gem jeg inde i rådssalen derovre, så får jeg dem væk. Bliv dér, til jeg kommer og henter jer!”
Kim og Carl løber hurtigt ind i rådssalen og lukker døren. Udenfor kan de høre de ophidsede russere diskutere og skælde ud på manden. Lidt efter hører de dem gå forbi rådssalen og ned ad trappen til kælderen.
”Vi må se at komme væk herfra! Jeg tror, at russerne er ved at overtage rådhuset! Se lige efter, om de er væk fra gangen,” siger Kim. Carl åbner døren på klem. Der er ingen i gangen, og der er stille nu.
”Jeg tror at der er fri bane – kom!” siger Carl og smutter ud i gangen. De småløber henimod forhallen og støder lige ind i to russere i en blanding af civilt tøj og russisk Ratnik kampudrustning. Deres AK-12 rifler hænger i nærkampsremme fastgjort til Ratnik-vesten.
”Khromoy!!” råber en af russerne og griber sit våben. Kim og Carl står helt stille. De er ubevæbnede. Deres våben ligger i deres rygsæk, som Kasper passer på et eller andet sted i Kaunas by.
”Nekotoryy identifikator!!” råber russeren. Kim svarer på gebrokkent litauisk
”Ya ne ponimayu- lithuania!!” Russerne ser forvirret på hinanden og griber fat i Kim og Carl og trækker dem ud i forhallen. Her står der tre russere mere og sikrer sig, at der ikke er flere, der kommer ind i rådhuset.
”Identifikator!!” brøler russeren dem ind i ansigtet! Kim og Carl ser på hinanden og prøver at gøre russerne forståeligt ved tegn og faktor, at de ingen ID papirer har på sig. Lige som russeren er ved at give to af sine kolleger ordre til at visitere de to danskere, kommer manden fra skranken og en anden russer ind i forhallen. Manden siger noget til russeren ved sin side, og lidt efter bliver Kim og Carl smidt ud af rådhuset.
Få minutter senere mødes Kim, Carl og Frede på en anden café lidt fra rådhuspladsen. Kim og Carl er stadig tydeligt rystede over, hvor tætte de var på at blive taget til fange af det, der tydeligvis var russiske specialstyrker.
”Pakken er uploaded Frede!” melder Carl. ”Center for cybersikkerhed kan kontakte mig hvert øjeblik, det skal være og fortælle mig, om cybervåbnet har åbnet adgang til internettet til dem. Hvis ikke må vi ind og prøve igen.”
Kim ser på Carl og siger ”Det tror jeg ikke, vi kan makker. Jeg er ret sikker på, at de der russiske specialstyrker har overtaget kontrollen over rådhuset, og at det her er eller var vores eneste chance! Sorry!”
”Godt gået I to! Lad os finde et nyt sted at skjule os, og vente på af CFCS kontakter os!” siger Frede og rejser sig.
Fem minutter senere imens de tre i tavshed går i retning af deres mødested med Kasper, som har gennemført endnu en rekognosceringstur efter gode steder at placerer sine overvågningsdroner, modtager Carl en besked på sin smartbrille. Carl begynder at smile, og videresender beskeden rundt til resten af gruppen:
Fra CNA Sektoren – CFCS: Godt gået Romeo 1.2. Vi har nu adgang til byens netværk og kan overvåge kamerabilleder og gennemføre begrænset fjernbetjening af trafik- og vejbelysning.
Frede klapper Carl og Kim på ryggen og hvisker ”Sådan! Så har vi løst den første del af opgaven! – Jeg giver en øl, når vi kommer hjem!”
”Ja det tror jeg nok, du gør! Og husk en cosmopolitan til jernbanearbejderen her,” siger Carl og puffer til Kim. Kim puffer igen – men ikke så voldsomt, som hun plejer.
En halv time senere får Carl en krypteret besked fra første brigade, som han straks videresender til Frede. Frede stopper op og svarer på beskeden. Derpå videresender han den oplåste besked til de tre andre.:
G2 1. Brigade:
1. situationen: Russerne har ydet større modstand end forventet, Brigaden har overtaget angrebet fra 4 UK Brigade, og forventer først at ankomme til området ved Kaunas om 36 timer.
2. opgaven: brigaden skal tage og holde Kaunas mhp at sikre civilbefolkningen.
3. udførelse: brigaden angriber i to faser! I første fase bliver den lette infanteribataljon luftlandsat for at tage rådhuset og de to broer over Nemunas floden, der fører ind i bymidten. I anden fase angriber to panserinfanteribataljoner opsiddet og tager Sanciai Barracks og Centras bymidte med det formål at overvinde de russiske og prorussiske styrker i Kaunas.
Romeo 1.2 skal, på ordre, støtte angrebet på Rådhuset med vildledning fra Kauno Pilis nord-vest fra rådhuset.
”Jeg tænker at vi skal slå et smut forbi den gamle fæstning og se på den så…” siger Kasper.
”Hvad mener du?” spørger Carl.
”Kauno Pilis er en af de syv gamle fæstninger i byen. Den ligger ude på den tange der, hvor de to floder flyder sammen.” svarer Kasper.
”Tja, det må vi hellere,” svarer Frede.
Comments