top of page

2. Kampstilling Sort

Opdateret: 5. jun. 2023

Af Peter Søndergaard. Sommer 2017.


Kampstilling Sort 3.3. Nordøst Polen 23/4 2028 Kl. 1400

”Søren! Chefen er på vej rundt. Han kommer her forbi om to minutter. Jeg kan se, at han er lige om hjørnet”. Pia, Sørens signalmand, prikker til Søren, der søvnigt vågner fra sin lur i sløringsnettes skygge. ”Mmmh!” grynter han stadig i søvne. ”Hvorfor kommer han her forbi. Det er sgu da totalt 1982, at komme rundt og inspicere stillingerne.”



Søren ved godt, at Steen er lidt gammeldags på det punkt. Steen har været Sørens kompagnichef i to år, og Søren ved, at Steen bruger størstedelen af sin fritid på at læse krigshistorie og, at han har det lidt svært med alt den moderne teknologi, som kompagnier er blevet udrustet med.

Derfor er tredje lette infanterikompagni også det eneste kompagni i bataljonen, der stadig kan gennemføre et angreb i mørke uden brug af mørkekampmateriel, Battle-management-system, kaldet BMS[i], Battle-managementsystem cyber og alle de andre ting, som gør sådan en manøvre gennemførlig nu om dage. Sidst de gjorde det, havde de alene brugt kommandotegn – lige som i Band of Brothers serien, som Steen havde vist for kompagniets officerer og befalingsmænd to måneder, inden de blev sendt til Polen for at standse russerne.


Søren derimod er født i 2001, og er vokset op med sin Ipad, Netflix, sociale medier og konstant mulighed for at være online. Han kan ikke helt se hensigten med at gennemføre manøvrer uden alle de teknologiske hjælpemidler. For ham er den moderne kampplads, med robotter, sensorer, cyber og kunstig intelligens bundet sammen i et evigt tilstedeværende datanetværk en selvfølgelighed.


Steen dumper ned i skyttehullet ved siden af Søren og Pia. Ovenfor hullet knæler Seniorsergent Sørensen ned ved siden af tredje delings kommunikationsrobot[ii]. Robotten er på størrelse med en trillebør og har fire ben som et æsel. Den har lagt sig ned, med alle fire ben foldet ind under sig og et multispektralt sløringsnet[iii] foldet ud over sig.

”Pia! Kom lige herop og lad de voksne tale i fred!” befaler Sørensen. Pia kravler op af det dybe hul og sætter sig ved siden af Seniorsergenten.

”Chefen vil have, at vi går fuldstændigt af radionettet. Vi er begge enige om, at russernes evne til at pejle vores signaltrafik på både VHF og UHF-båndene er ret stor. Ligeledes er der rapporter om, at de har flere droner hængende langs grænsen, som vil kunne finde os på vores varme og støjudstråling. Så sørg for, at du får lukket ned for alle netværk på nær laseren[iv], som er vores eneste signalmiddel fra nu af.

Imens chefen og 3-9 taler, skal jeg nok overvåge BMS’en, så kan du smutte rundt til jeres grupper og fortælle dem den gode nyhed.”

”Uh. det bliver Søren glad for at høre,” hvisker Pia med et smil til Sørensen.

”Han elsker analog kamp!”

Pia samler sit gevær op tager et hurtigt kik på kortet, der projekteres på hendes fragmentationsbrille[v], og sætter i løb.


Søren ser på Steen med et træt blik: ”Jamen, så må vi jo nok hellere slukke for grejet. Laseren giver mig fin forbindelse til dig, når vi er stationære, men du ved godt, at jeg mister evnen til at kommunikere med mine grupper ikke? Det bliver svært at koordinere delingens kamp, når vi ikke kan tale sammen. Der er imellem 100 og 75 meter imellem mine grupper. Delingen er bundet godt sammen, men stillingen og min plan er hængt op på vores evne til at påkalde effekter på dem, når de kommer.”

”Jeg ved det. Jeg beder forsyningsbefalingsmanden sende en ”æsel”-forsyningsrobot op til dig med fem mikro-laser sæt. Tror du, at I kan få line-of-sight imellem grupperne, så du kan få et delingsnet op at køre?”

”Tja, måske. Vi ligger i en birkeskov, med skudfelter op af de få spor, der er. Hvis jeg nu sender et par mini-relædroner[vi] op at sidde i et par trætoppe, så kunne det måske lade sig gøre. Ellers må jeg sende én op i ly bag en trækrone, så russerne ikke kan se den. Men den sender jeg først op, når vi har indsigt på dem, for jeg har kun begrænset batterikapacitet. Ellers må jeg jo finde et par dåser og en fiskeline, ikke?” Søren smiler bredt til Steen.

”Dåser og snor… ja det kan du lide… vis mig rundt til dine grupper. Jeg vil gerne se, hvordan du har løst opgaven i den her urskov.”

Steen hopper op af hullet og får sig kæmpet fri af det tynde sløringsnet, der for såvel det menneskelige øje, som for det væld at sensorer, som russerne er udrustet med, får stillingen til at ligne en knold i skoven. Søren kommer få sekunder efter.

Begge er udrustet med det nyudleverede exoskelet[vii], der både aflaster soldaten, så han kan bære langt mere udrustning, hurtigere og længere og som også er ramme for sikkerhedsudrustningen, der dækker det meste af kroppen. På hovedet bærer de begge den nye letvægts hjelm[viii] – kaldet spanden af soldaterne - med valgfrit display for BMS. Det hele er forbundet til exoskelettets interne strømsystem, der føder radioer, lys, display og selvfølgeligt selve exoskelettet.

”Mads. 1-9 og jeg smutter forbi hans grupper og ser på stillingen. Bliv her ved tredje delings signalrobot, og vær klar til at give mig en update, når jeg kommer tilbage.”

Steen ser på seniorsergent Sørensen, der nikker og sætter sig ned ved siden af robotten.

”Indforstået! Jeg har bedt Pia rende rundt og fortælle, at der er radiotavshed, som vi talte om. Jeg kan se, at forsyneren har sendt et æsel med mikro-lasere. Søren! når du kommer forbi din næstkommanderende, så send ham lige herover. Jeg vil gerne høre, hvad han mener om de nye reservedele til jeres C-UGV’[ix]er, som vi fik bataljonen til at 3D-printe til ham.”

Søren nikker og leder Steen de 50 meter hen til anden gruppe som er nærmest.


Et par timer senere...

Ulrik, gruppefører i tredje delings anden gruppe, ser rundt på resten af gruppen, der er samlet bag stillingen. Alle fire mand står og gennemgår hver deres klar-til-kamp-tjeklist[x].

A.L! Er Hootch klar?” spørger Ulrik og nikker i retning af gruppens kamprobot. Overkonstabel Anton Ludvig stikker en behandsket tommelfinger i luften. ”Hooch er klar. Han har 50 skud i granatkasteren og 750 i maskingeværet. Han har batteri til en times lydløs drift og en standardpakning vand, rationer og håndvåbenammunition med på ryggen. Jeg er lidt spændt på, hvordan vi får ham med igennem den her skov. Jeg ved godt, at vi har en type tre C-UGV med bælter, fordi vi forventes at være indsat i bykamp. Men jeg tror ikke, at han kan komme igennem den her skov. Jeg ville virkeligt gerne bytte for en lettere bevæbnet type ét-ere med ben, som de har ovre i første kompagni”.

”Hold mund A.L! Jeg gider ikke høre på din klynken. Vi har, hvad vi har. Jeg vil hellere have en type tre end en type ét i en ildkamp. Du kommer ikke langt med en type ét med kun et maskingevær. Hooch har både automatisk granatkaster og et tungt maskingevær – han er bedre bevæbnet end en pansret mandskabsvogn… Er alle færdige med klar-til-kamp? Vi rykker om fem.”

snerrer Ulrik. Alle tre stikker lydløst en tommel i luften.

”Chefens fokus på kommandotegn har sørme gjort et indtryk,” mumler Ulrik,

”Jan – lav en hurtig kontrol af batteristatus på exoskeletterne og autoindskydning af håndvåben. Jeg smutter over til nine og melder fra,” siger Ulrik til gruppens næstkommanderende. Ulrik rejser sig op og går de 50 meter hen til delingsførerens stilling.



”Nine! Vi er klar til at rykke om fem minutter. Vi går frem til skovkanten 300 meter fremme og sætter sensorerne der. Jeg tager Hootch med for en sikkerhedsskyld. Vi er nok tilbage om en time,” siger Ulrik, da han kommer frem til Sørens skyttehul.

”Ok. Vis mig lige på kortet, hvor de sensorer skal stå. Det er vigtigt, at du sætter dem, så de kan melde om russernes angreb i tide,” svarer Søren og kravler op af hullet.

”Jeg sætter dem, der hvor jeg vurderer, at fjendens pansrede styrker og afsiddet infanteri kommer frem. Jeg regner med, at det er her og her,” siger han, imens han peger på den lille holografiske projektion af kortet, som hans hjelm laver i skovbunden.

Søren ser på kortet, griber ud med sin hånd og drejer projektionen i luften.

”Så, hvis du var chef for et russisk pansret opklaringskompagni, der skulle igennem et område, hvor du ved, at en dansk infanteribataljon er i stilling, så ville du komme frem her og her?” spørger Søren.

”Ja. Det ville jeg. Men den endelige placering vælger jeg, når jeg kommer frem. Jeg skal nok melde til dig, når de er i stilling, så du kan kontrollere forbindelsen og sensoroverlap. Lige som vi plejer,” svarer Ulrik.

”Jeg overvejer, om jeg skulle gå med – for at få en fornemmelse af terrænet. Jeg har jo kun set det fra luften, da Pia overfløj det med dronen, da vi kom i morges…, ” siger Søren.

I det samme afbryder Oversergent Nørregaard – delingens næstkommanderende. ”Nine. Jeg har brug for dig ovre ved støttestillingen.” Oversergenten blinker skjult med det ene øje til Ulrik, som sukker lettet og slukker projektionen af kortet. ”Jeg smutter Nine!” siger Ulrik, rejser sig og går.



Ulrik giver kommandotegnet for fremad. Hootch sætter i bevægelse ned ad det lille skovspor, efterfulgt af gruppens fire menneskelige soldater, der rejser sig og fortsætter i en spredt zig zag formation. Robottens lidarsensor[xi] forrest på vognen navigerer den forsigtigt ned af sporet forbi stammer og træer.

Multisensoren øverst på våbenstationen afsøger terrænet foran og til siderne for trusler i flere spektre end det menneskelige øje nogensinde ville kunne gøre. Trods sine 500 kilo og halve meters bredde er robotten forbavsende manøvredygtig i skoven. Våbenstationen med det tunge maskingevær, den automatiske granatkaster og de to panserværnsraketter er i nederste stilling for at give så lille et mål som muligt, under patruljen. 20 meter bag Hootch går Ulrik. Han fører gruppen lydløst med kommandotegn samtidigt med, at han kan se, hvad Hootch ser, med sine kameraer på skærmbilledet i hans taktiske kontaktlinser[xii].

Da gruppen efter 25 minutters næsten lydløs march kommer til kanten af skoven, kører Hootch automatisk i stilling, således at den kan overvåge græsmarken foran skoven. På Ulriks kontaktlinse blinker ikonet for ”klar”. Hootch har afsøgt området, og resten af gruppen kan fortsætte. Ulrik samler gruppen bag robotten og hvisker.

”Det her er vores samlepunkt, og herfra støtter Hootch os. Jan og Jens! Tag to sensorer og gå cirka ét hundrede meter til højre og placer en sensor på begge sider af det levende hegn. Hvis russerne kommer afsiddet frem, så gør de det langs hegnet – som vi ville. A.L. og jeg går ned til venstre og sætter et par sensorer ved det andet hegn, der hvor skovvejen starter. Husk, der er stadig radiotavshed på grupperadioen, så løs opgaven og kom tilbage hertil. Bryd kun radiotavsheden, hvis I kommer i kamp!”

Jan nikker, prikker til Jens og peger på Hootch. Jens rejser sig og går hen og henter to ubemandede jordsensorer[xiii] hver på størrelse med en coladåse i et af udrustningsrummene i Hootch.


En lille time efter er gruppen tilbage bag Hootch. Sensorerne er stillet op, og Hootch har bekræftet, at der er forbindelse til dem. ”Hmm… gad vide, hvordan Hootch har forbindelse til de sensorer… Vi har radiotavshed, men har stadig forbindelse til sensorer og robotter. Det må jeg hellere lige spørge A.L. om, når vi kommer tilbage,” tænker Ulrik på vej tilbage til gruppens stilling for enden af vejen.

Ulrik sidder igen ved Sørens skyttehul. Søren sidder op ad et birketræ ved siden af hullet. Han har lige taget sin hjelm af.

”Sensorerne er stillet op, og der er kontakt til dem,” siger Ulrik.

”Skide godt to. Jeg har set dem på BMS’en. Hvordan gik det med at få jeres robot med derned? Er skoven ikke ret tæt?” spørger Søren og tilbyder Ulrik noget af det slik, han har med hjemme fra.

”Tak. Det gik fint. Vi fulgte skovsporet, så den klarede det ok. Men jeg tænker, at første kompagni måske har det nemmere med deres robotter med ben,” siger Ulrik.


I det samme høres lyden af fire store raketter, der bliver affyret under en kilometer fra delingens stilling. ”Hvad var det?” Spørger Pia nede fra skyttehullet. ”Det er da dig, der skal overvåge BMS’en. Find ud af det og fortæl os andre det i en fart!” siger Søren.

Søren og Ulrik har begge kastet sig ned på jorden, og Søren kæmper med at få sin hjelm på, så han selv kan se, hvad der sker på BMS’en.

”Nine… det er Romeo 1-2, der har påkaldt en swarm[xiv] angreb på et russisk pansret kompagni, oppe i Zubryn – ti kilometer nord herfor,” råber Pia, før Søren kan få forbundet hjelmen med exoskelettets informationsnetværk.

”Jeg kan se dem på kortet nu. Romeo 1-1 melder ligeledes, at der er et andet kompagni på vej lige ned mod os,” siger Søren, idet han kryber ind under skyttehullets sløringsnet og dumper ned i bunden.

”Jeg smutter tilbage til min gruppe og besætter stillingen,” siger Ulrik hurtigt og løber det lille stykke hen til de to velslørede huller, hvor anden gruppes tre soldater venter.

Idet Ulrik glider ned i sit og A.L’s skyttehul høres en højlydt og langvarig eksplosion i det fjerne, som en fjern torden.

”9-0, her er 9. Som I alle kan se på BMS’en, ser det ud til, at et pansret opklaringskompagni, med såvel Armata[xv] kampvogne og Kurganets-25[xvi] PMV er på vej mod os. Romeo 1-2 er i færd med, at nedkæmpe et andet lignende kompagni. Vores opgave er uændret. Vi skal fastholde vores stilling her og blokere russernes angreb med henblik på at skabe forudsætning for at første brigade får klargjort bag os. Planen er ligeledes uændret. Vi standser ham her i skoven langs sporene. Den eneste vej, de kan få panser igennem denne skov, er via de spor, som vi dækker. Husk håndvåben er sidste udvej – vi fører kampen med sensorer og påkaldt ild! 8 er klar til at genforsyne og evakuere med sine æsler. Brug kun micro-laseren. De vil helt sikkert afsøge dette område for alle typer radioudstråling. Bekræft skift!” lyder det i alle soldaternes hovedtelefoner... Sørens supplerende ordre er som sådan ikke nødvendig, for alle kender planen, og alle gruppeførerne har holdt deres soldater orienteret om situationens udvikling, men Søren havde behov for at genvinde fornemmelsen af kontrol.


Ulrik sidder i skyttehullet og ser ned langs sporet. Han kan se godt 100 meter ned ad sporet og cirka 20 meter ind i skoven på begge sider ad sporet. A.L, hvis primære opgave er at kontrollere gruppens kamprobot, står og sikrer i til venstre med sig gevær. Han har forud-programmeret Hootch, via en app på hans BMS-skærm. Hootch er på automatisk sikringsindstilling, hvilket betyder, at den selv melder, prioriterer og nedkæmper alle mål, der kommer indenfor gruppens ansvarsområde.

Hootch står 25 meter til højre for Ulrik og A.L’s Hul. Yderligere 20 meter væk er Jens’ og Jans skyttehul. ”Så sker der noget!” Mumler Ulrik. En advarslesindikator i kontaktlinsen viser, at en af de ubemandede sensorer i skovkanten har opfanget rystelser og bæltestøj. Ulrik ved, at både Søren og Steen begge får de samme informationer på deres BMS, og det samme gør gruppemedlemmerne i gruppen, så der er ingen grund til, at melde eller gøre andet end, at vente med tilbageholdt åndedrag.


Over sig, kan han høre en af delingens opklaringsdroner blive sendt afsted. Det er Søren, der har sendt den hen, for at få et bedre overblik over situationen.


Dronen – en quadcopter[xvii] på størrelse med en underkop, er ubevæbnet, men den har dag- og termiske kameraer. Den flyver autonomt, tæt over trætoppene, hen til et præprogrammeret way-point. Ulrik kan følge den, som en blå prik på BMS-kortet, men også igennem dronernes egne kameraer, som han har valgt at modtage signal fra.

Synet der møder ham er foruroligende. Cirka fem kilometer mod nord, ser han de tydelige termiske silhuetter af fjendtlige pansrede køretøjer, der nærmer sig. Samtidig dukker en sværm af fjendtlige droner op. De godt 50 delta-vingede[xviii] fly er angiveligt godt en meter brede.

Mere ser Ulrik ikke, før billedet bliver forvrænget og den blå plet på kortet forsvinder.

”A.L! Klargør Hootch til at bekæmpe droner – de er her om lidt.” Visker Ulrik hurtigt til A.L.

A.L. Klikker sig hurtigt ind på robottens app via touchpadden på armen, og får tilføjet ”Counter-UAS” indstillingen i aktive menuer. ”Klar” hvisker han. ”Jeg håber, at chefen har et par drone-lasere[xix] i stilling, for vi får altså ikke skudt mange ned herfra.”

Med ét fryser samtlige skærmbilleder. Micro-laserforbindelsen begynder, for første gang nogensinde, at afgive hvid støj, som et fjernsyn der ikke er indstillet korrekt.

”Hvad sker her?” Råber Jens fra sit skyttehul. ”Russernes droner har jammere med. De ødelægger vores signalforbindelser… Nu må vi håbe, at Hootch er indstillet korrekt – for jeg kan ikke længere styre ham.” Råber A.L tilbage.


Bag delingens stilling høres lufttryksaffyringer af kompagniets egne kamp-droner. 25 droner bliver skudt afsted – hele kompagniets beholdning. Dronerne samles i deres egen sværm og flyver med fuld fart direkte imod fjendens dronesværm, som nu er over skovkanten.

Nede fra stillingen kan Ulrik og resten af gruppen se hvordan dronerne forsøger henholdsvis, at undgå og nedkæmpe hinanden. Såvel kompagniets hexacoptere[xx] , som russernes deltavinger styrter mod jorden. Nogle efter direkte kollisioner, og andre efter udveksling af såvel mikrobølge energi, som kinetiske projektiler. På under et halvt minut er kampen ovre.

Den kunstige intelligens, på begge sider, har taget lynhurtige beslutninger baseret på kolde matematiske beregninger og algoritmer. Alle kompagniets droner er styrtet til jorden.

Ulrik tæller fem deltavinger, der hastigt formerer en ny formation og fortsætter mod syd. Signalforstyrrelserne er nu væk. Ulrik kan se i alt 13 røde prikker, på BMS-displayet, i to formationer fortsætte. Uden varsel kører Hootch frem i sporet og afgiver en række hurtige enkeltskud med det tunge maskingevær.

De pludselige skudafgivelse lammer gruppens sanser, men de registrerer dog fire fjendtlige droner styrte mod trætoppene. Få sekunder efter forsvinder de sidste russiske droner fra BMS-skærmene. Skudt ned af støttedelingens kamprobotter bag tredje deling.


”9-0! Her er 6-9! Vi har afvist fjendens indledningsvise angreb. Jeg vurderer, at angrebet havde til formål at få os til at afsløre vores stillinger, så han kan beregne hvor vores svage punkter er. Vi er under massivt elektronisk- og cyberangreb, hvorfor vi skal forberede os på at komme til at kæmpe afskåret fra hinanden. Træk på alle de signal- og støttemidler I kan, i jeres kamp, men hold jeres meldinger korte og præcise. Brug kun standardmeldingerne frem for voice. Slut.”

Steens stemme i Ulriks øre forsvinder igen. Ulrik har igen forbindelse til de ubemandede sensorer i skovkanten, men han kan se, at forbindelsen til første gruppe, som ligger over 100 meter til venstre for ham langs et andet spor, er dårlig. Han kan altså hverken støtte eller blive støttet af første gruppe.

”Jan! Vores venstre flanke er usikker. Jeg har brug for, at du får lagt en håndfuld sensorer ud, som kan advare os, hvis de kommer den vej igennem.” Råber Ulrik til Jan. “Har det! Jens bliver her og sikrer. Jeg løber med det samme.” Svarer Jan.

Ulrik ser Jan hente er par sensorer på Hootch og løbe bag Ulrik ind i skoven. Selvom Ulrik ikke kan se Jan inde i skoven, vises han med et ikon i Ulriks augmented reality overlay i kontaktlinsen. Han kan også se resten af kompagniet rundt om sig – altså dem, han har forbindelse til. Jan er tilbage efter tre minutter.


Sensorerne i skovkanten sender et nyt varsel. Denne gang sender de både lyd og billeder. To russiske ubemandede kamprobotter, kaldet Uran 9[xxi], er på vej ned langs hegnet. Ulrik sender lynhurtigt en automatisk skudordre via micro-laseren til kompagniets ildstøttesektion. To 120 millimeter intelligente mortergranater[xxii] udsletter russernes ubemandede køretøjer få øjeblikke efter.

”Det er den nye måde at føre krig på.” Tænker Ulrik. ”Små spredte enheder, der nedkæmper fjenden på afstand ved hjælp af sensorer, netværk og intelligente våben. Det eneste forsinkende led er mig…”

Han kan høre, at morteren skyder igen, og kan se på både BMS og i augmentet reality, at tredje gruppe til højre for ham også er i færd med at nedkæmpe fjendtlige køretøjer foran skoven.


10 sekunder efter at sidste morterskud er afgivet bag Ulrik, hører han en højlydt susen af granater, der kommer den anden vej. Russerne har iværksat kontrabatteriskydning mod kompagniets mortergruppe.

Jorden ryster og skoven genlyder af høje eksplosioner. Ulrik ser på A.L og genkender ansigtsudtrykket. A.L ser noget trykket ud. Han har store øjne og er usædvanlig tavs. Ulrik føler selv frygten og usikkerheden. Følelsen af, at være alene i skoven, omgået, men med ansvaret for tre andre soldater. Ulrik og A.L udveksler et par pressede blikke og fokuserer igen på deres respektive opgaver. Der er ikke andet at gøre end at vente.


Russerne flytter ilden til skovkanten, hvor de ubemandede sensorer står. Igen høje eksplosioner og rystelser. Selv om de er over 300 meter væk, skrider jorden ned i skyttehullerne. Sensorerne forsvinder på BMS skærmen. Delingen er nu blind.

Ulrik kan se på BMS’en, at en af morterrobotterne nåede at flytte sig, og derfor overlevede kontrabatteriskydningen. Den anden blev nedkæmpet.


Ulrik sender en af sine egne nano-droner[xxiii] ned ad sporet for at give et varsel. Han kan se, at både første og tredje gruppe gør det samme. En form for situationsfornemmelse er genskabt. Ulrik lander sin drone på en gren 200 meter nede ad sporet. Herfra kan den se næsten ned til skovkanten, hvor røgen og støvskyerne er ved at drive væk. Der er stille i skoven nu.

Ulrik har svært ved at koncentrere sig. Hans ene hånd ryster en smule. Han skæver over til A.L. Han ser ikke ud til at opdage noget. Ulrik plejer ellers altid at have kontrol over det hele. Han er en erfaren befalingsmand, men det er første gang, han oplever en kampsituation. Frygten kommer bag på ham.


Lyden af motorkøretøjer og bæltestøj bliver højere. Ulrik fokuserer på billedet, som dronen sender. For enden af sporet kommer endnu en Uran 9 til syne. Omkring robotten er der en gruppe russiske infanterister, der bruger den, som dækning, imens de bevæger sig op langs sporet. Ulrik kan høre både kompagniets og bataljonens tunge morterer skyde nu. Granater falder ovre ved første gruppe og ved tredje deling, længere mod øst. Ulrik sender endnu en skudordre.

Beskeden ”skudordre modtaget – vent!” Kommer frem i kontaktlinsen.

”Jeg håber ikke at de skyder tomt, før de kommer til min skudordre.” Mumler han.

Ulrik ser over på Jan og får øjenkontakt. Han giver kommandotegnet for ”fjendtligt panser og infanteri” og peger ned ad sporet, efterfulgt at tegn, der skal betyde, at det ikke ser ud til, at der kommer ildstøtte.

Jan bekræfter med et nik og varsler Jens. De er klar til at skulle slås på ”gammeldags maner” med håndvåben.

”2! her er 8! Jeg ser dine dronebillede, og går ud fra, at du ikke kan få støtte fra højere. Jeg har fire Smart-Munitions klar til at støtte dig. Computeren anbefaler, at vi bruger dem nu.” Oversergent Nørregårds stemme går roligt igennem micro-laserforbindelsen.

Ulrik rømmer sig, og gør sig umage for at lyde rolig.

”Her er 2. Iværksæt!” Svarer Ulrik.

Med det samme høres to raketter blive affyret. Raketterne når et godt stykke over trætoppen, før de drejer af og forsætter over trækronerne mod målet. Den første raket har tydeligtvist svært ved at erkende sit mål. Den dykker skarpt ned og detonerer på sporet uden for Ulriks synsfelt, et sted bag robotten. Den anden finder målet og rammer robotten i toppen af undervognen bag tårnet, hvorefter robotten eksploderer med et hult drøn. Robottens aktive beskyttelse[xxiv] nåede ikke at aktivere, da missilet kom oppe fra og ikke horisontalt.


Ulrik ser, at tre af de nærmeste infanterister er blevet ramt af fragmenter fra robotten. De ligger i sporet og er sårede. Ulrik ånder lettet op. Det lader til at russerne er midlertidigt standset længere inde i skoven, og måske vælger de en anden vej igennem.


Et ikon lyser op i kontaktlinsen. Ulrik kan se, at Steen har deployeret en af kompagniets mini-droner over skoven. Ulrik åbner kamerabilledet derfra med et par hurtige verbale kommandoer.

Til sin rædsel ser Ulrik mindst en deling T 14 Armata kampvogne og et par Kurganets-25 pansrede mandskabsvogne på vej mod hans skovvej.

Dronen flyver op og ned, og gør hvad den kan for at undgå russernes anti-UAS-lasere, som er monteret på flere af køretøjerne. Dronen overlever længe nok til at vise godt 30 infanterister støttet af mindre kamprobotter af typen Platform-M[xxv] der forsvinder ind i skoven ad sporet.

Ulrik ved, at Steen har påkaldt ild på de pansrede køretøjer, så de bør blive nedkæmpet lige om lidt. Nu gælder det den deling infanterister, som er på vej. Ulrik ser igen på Jan. Denne gang har Jan tydeligvis set det samme kamerabillede, for han stikker en tommel i luften for at bekræfte, at de er klar.


Hootch er den første, der ser dem. Et ikon blinker i Ulriks kontaktlinse, hvorefter han ser Hootch dreje sin våbenstation og afgive en kontrolleret byge med granatkasteren. Fem programmerede 40 millimeter granater detonerer i luften over og til siden for den forreste gruppe russere. Mindst fire mand falder, og der høres både råben og de såredes skrig i skoven.

Hootch drejer igen våbenstationen. Denne gang imod den anden side af sporet. En lang byge med det tunge maskingevær overdøver alt i nærheden. Flere skrig og en eksplosion fra en af russernes Platform-M robotter, der rammes af panserbrydende projektiler.


Hootch skifter lydløst stilling. Frem for at bruge dieselmotoren, anvender den sin lydsvage elmotor til at køre over til sin forberedte stilling, til venstre for Ulrik og A.L. Våbenstationen køres i laveste stilling, så den kan skifte stilling skjult.


Imens overtager de fire soldater sikringsansvaret. Russerne er ikke mere end 50 til 75 meter væk. De har endnu ikke erkendt gruppen, så de bevæger sig frem i spring. To mand sikrer to andre, der springer frem. De to skyttehuller er næste usynlige på den afstand. Sløringsnettene, som er spændt ud over hullerne, yder både sløring og en begrænset beskyttelse imod fragmenter.

Før Hootch når at komme i stilling åbner Ulrik ild med sit gevær. To 6,8 millimeter projektiler[xxvi] forlader det lyddæmpede M/26 gevær.

Ulrik har, igennem sit Trackpoint sigte[xxvii], valgt den af russerne, som ser ud til at være deres fører. Derefter holder han sigtekorset på manden, indtil geværet selv afgiver ild og derved, med 95 procent sikkerhed, rammer målet. Resten af gruppen følger op med præcis og lydløs ild. De tre M/26 geværer er alle udstyret med lyddæmpere og 50 skuds magasiner. Da hylstrene er lavet af cellulose og brænder op ved skudafgang, kastes kun en lille fænghætte ud af våbnet.

Jans M/23 marksman-gevær, er ligeledes lyddæmpet, men siden den skyder med et noget tungere projektil, afgiver den et lidt større støjaftryk. Russerne er tydelig vist forvirrede og har stadig ikke erkendt stillingerne. De åbner alle ild for at tilkæmpe sig ildoverlegenheden. Enkelte af russernes geværer er lyddæmpede, men de fleste er ikke. En overdøvende larm følger, samtidigt med at grene og blade bliver skudt af træer og buske, og skovbund sprøjter til alle sider.

Ulriks frygt er forsvundet. Nu kører det hele automatisk. Hver mand dækker sin del af ansvarsområdet og nedlægger de modstandere, de erkender. Russernes ild er tæt men upræcis. Flere projektiler går igennem sløringsnettene, men det opdager soldaterne ikke. De er fuldstændigt fokuserede på at erkende og nedlægge modstandere. Våbnenes avancerede multispektrale[xxviii] sigter, gør det betydeligt nemmere for danskerne at erkende russerne end den anden vej rundt.

Hootch kommer i stilling, hæver sin våbenstation og begynder at bekæmpe mål med såvel granatkaster, som det tunge maskingevær. Hootch tiltrækker sig al fjendens opmærksomhed og indkasserer en del træf på den bekostning.


Da russerne alle er udækkede, kan de ikke anvende ildstøtte fra artilleri og mortere. Ulrik derimod har erkendt hvor fjendens delingsfører er i færd med at flytte sin reservegruppe hen.

Han påkalder igen tungmorterild. Denne gang brisant ammunition imod infanteri. Granaterne falder kun 50 meter fra stillingen og kollapser næsten de to skyttehuller. Sløringsnettet falder sammen over Ulrik og A.L, der kæmper for at få det på plads igen. Fjendens reserve, der var ved at udmanøvrere gruppen, er nedkæmpet. Der er stadig russere i skoven, selv om Ulriks gruppe har nedkæmpet mindst 20 og to Platform-M robotter.


”8! her er 2-alfa! Jeg har en mand såret i min stilling. Det er Jens. Jeg har behov for at få ham evakueret, skift.” Jan melder kort til delingens næstkommanderende.


Nørregård svarer med et bekræftende ikon på BMS. Ulriks gruppe har øvet denne situation mange gange. Alle ved, at Nørregård sender en af sine logistikrobotter ud for at hente Jens. Jan skal smide Jens op på robotten, når den kommer og Ulrik, A.L og Hootch skal holde alle fjender nede med ild og røg.


Hootch har modtaget signalet om, at en evakuations-robot er på vej, så den skifter til støtte og sikringsindstillingen og skyder sine røgkastere af for at skjule bevægelserne i stillingen. Ulrik og A.L fortsætter med at nedkæmpe de fjender, de kan se igennem deres termiske indstilling i Trackpoint sigterne. Robotten kommer pludseligt kørende. Den er større end Hootch, men ubevæbnet. Den kører direkte hen til Jan og Jens’ hul og standser imellem dem og fjenden. Ulrik, A.L og Hootch intensiverer støtteilden, så russerne ikke får chance for at skyde på Jan, da han med overmenneskelig kraft ublidt trækker Jens op af hullet og smider ham ombord på æslet.

Jens er såret i ansigtet. Han er også blevet ramt i skulderen, men her har beskyttelsesvesten sikret, at han ikke kom til skade. Jan har hastigt forbundet Jens, og har ladet Jens’ exoskelet sende Jens’ status via oversergent Nørregård til bataljonens sanitetsdeling, som er placeret længere tilbage.

Allerede under transporten bagud har bataljonens læge set Jens’ skader og kender hans tilstand. Han bedømmer, at Jan har forbundet såret tilfredsstillende, hvorfor æslet sendes direkte til en evakuations-landeplads, hvor en stor otterotors drone[xxix] samler Jens op og flyver ham direkte til det polske felthospital 75 kilometer væk. Jens er på operationsbordet en halv time efter at være blevet såret.


Steen, kompagnichefen for tredje kompagni, sidder i sit kampstade og følger kampen. To ud af hans tre delinger er engageret i kamp mod det russiske pansrede opklaringskompagni i birkeskoven. Første deling på kompagniets venstre flanke er endnu ikke i kamp, og det lader til, at de går fri. Steens kampstade er et to gange to meter hul gravet i sydkanten af birkeskoven, cirka 100 meter bag anden deling. Hullet er, som alle de andre stillinger i kompagniet, dækket af et multispektralt sløringsnet. Nede i hullet overvåger og fører Steen kampen via tre 12 tommer touchskærme. På disse skærme vises BMS-kortet med alle egne og erkendte fjender, kompagniets signalmæssige og logistiske status, samt har et komplet overblik over de ildstøttesystemer samt de rådige efterretningsindhentningssystemer, som han kan trække på. Steen ville egentlig helst føre kampen tæt bag den deling der er hårdest ramt, men han ved fra gentagne forsøg under diverse øvelser, at han har det bedste overblik, og bedst kan føre kampen fra sine tre skærme bag delingerne, et sted hvor han ikke bliver engageret af fjenden. Til at hjælpe sig har han sin signal- og C2-mand Mogens. Kompagniets efterretningsbefalingsmand Mads og kompagniets elektroniskkrigsførelse og cyberbefalingsmand Claus.



Deres lille lette Polaris[xxx] køretøj står gemt bag en busk et stykke væk, sammen med chefens C2-robot, som sikrer at Steen har fuld forbindelse til delingerne via de nye micro-lasere, der sender data fra et punkt til et andet igennem en usynlig laserstråle – ofte via relæstationer i form af små droner.


Forbindelsen til bataljonen går gennem en kraftigere laserforbindelse, der altid går via en større drone der ligger og flyver i cirkler 10-20 kilometer bag kamppladsen. Kompagniets næstkommanderende befinder sig i et lignende kampstade bag første deling. Til sin hjælp har han kompagniets kommandobefalingsmand og hans hjælpere.


Steen har fulgt kampen ved tredje og anden deling. De indsatte gruppefører og delingsførere har selv ført deres kamp, og har indsat de ildstøttemidler, som Steen har stillet til rådighed for dem. Steens primære mulighed for at påvirke kampen har ved, at prioritere ildstøttemidlerne og tage sig af kampen på lang afstand.

Før Søren, i tredjedeling, sendte sin drone ud for at erkende de første modstandere, har Steen fulgt fjenden via bataljonens drone der ligger bag kompagniet og overvåger terrænet foran kompagnierne. Han har anvendt såvel jamming for at forstyrre fjendens signal og kontrolsystemer til deres ubemandede systemer, samt cyber til såvel at forsvare egne netværk, som at forsøge at vildlede og ødelægge fjendens netværk og robotter.

Noget er lykkedes andet er ikke. Det er første gang i kamp hele kompagniet, så alle har lært en masse om hvordan krig anno 2028 føres.


Steen har mistet en af sine tungmorter-robotter i en kontrabatteriskydning og kompagniets to tunge ildstøtterobotter under kampen. Der er syv sårede soldater i kompagniet, hvilket er en del, da der kun er 75 mand i det lette infanterikompagni.


Fjenden ser ud til at være standset foran kompagniet. Skærmen viser at kompagniet har nedkæmpet otte Kurganets-25 pansrede mandskabsvogne og tre Armata kampvogne, samt 26 større og mindre ubemandede køretøjer.


Anden deling melder, at de har taget tre fanger. De er ved at blive ført tilbage til efterretningsbefalingsmanden til afhøring.

Da de tre afvæbnede soldater ankommer, under bevogtning af to soldater fra anden deling, får både Steen og Mads et chok. Overfor dem står tre kæmpe soldater på lige under to meter i højden og ihvertfald 120 kilo. Soldaterne er iklædt den seneste udgave af den russiske soldaterudrustning, kaldet Ratnik[xxxi] systemet og har en russisk udgave af et exoskelet[xxxii] på.

Da Mads befaler dem til at fjerne hjelmene, igennem translatør-appen til C2-hjelmen, får han endnu et chok.

Alle tre ligner zombier i ansigtet. De har store rødsprængte øjne, er helt blege og har en masse bumser i hele hovedet.

Mads finder hurtigt ud af at russerne giver deres soldater piller, der gør, at soldaterne ikke behøver at sove og som generelt giver bedre kognitive evner[xxxiii]. Derudover får de selvfølgelig steroider. Mads rekvirerer hurtigt en drone, der kan komme og afhente fangerne og flyve dem til bataljonens afhøringsofficer.


Efter fangerne er blevet hentet, er der ro omkring kompagniet. Steen kan se, at et tredje russisk kompagni har haft held med at gennembryde andet kompagnis stilling, og at bataljonen kæmper med at inddæmme de gennemtrængte russere.


”9-0! her er 7-9 med en situations melding! Her til formiddag har det, vi vurderer at være en pansret opklaringsbataljon fra den russiske 79 opklaringsbrigade fra Kaliningrad, gennemført et angreb ind i det nordlige Polen. Det vurderes, at formålet har været dels at teste vores forsvar og vores måde at kæmpe på, samt at vinde terræn for at skabe forudsætning for anden gardepanserdivision, som er under forskydning til grænsen imellem Hviderusland og Polen. Det er lykkedes henholdsvis Romeo 1.2 og tredje kompagni at standse to pansrede kompagnier, udrustet med såvel bemandede og ubemandede systemer. Fjenden har brudt igennem andet kompagnis stillinger, og er nu i kamp med såvel andet kompagni som panserværnsdelingen. Første brigade er under deployering til Polen. De første luftskibe[xxxiv] er landet og II/JDR samt I/LG er blevet befalet til at rykke frem til blokkeringsstillinger bag os.

Vores opgave er fortsat at blokere fjendens angreb. Bataljonen skal forudse, på ordre, at frigøre og gennemføre stabiliseringsoperationer i Augustow.

Det er min hensigt at nedkæmpe den gennembrudte modstander med alle rådige midler, fastholde og rense nuværende stillinger og indsamle så megen information om modstanderen og hans materiel som muligt.

Manøvreplanen og enkeltordre er uændret.”


Bataljonschefens korte melding, nåede ud til samtlige soldater og fører i bataljonen med det samme. Søren besluttede sig for, at det nu var tid til at komme rundt til grupperne og vurdere skader selv.

[i] https://systematic.com/defence/products/c2/sitaware-frontline/ [ii] https://en.wikipedia.org/wiki/BigDog [iii] http://www.motleyexim.com/multi-spectral-camouflage-net.html [iv] https://en.wikipedia.org/wiki/Laser_Communications_Relay_Demonstration [v] https://www.reconinstruments.com/products/jet/ [vi] https://en.wikipedia.org/wiki/Laser_Communications_Relay_Demonstration [vii] [vii]https://en.wikipedia.org/wiki/Powered_exoskeleton [viii] https://daqri.com/products/smart-helmet/ [ix] Combat-unmanned ground vehicle. F.eks: http://defense-update.com/products/m/mule-load-carrier.htm eller http://newatlas.com/milrem-unmanned-robot-combat-vehicle/41845/ [x] Liste som soldaten følger for at kontrollere at alt hans udrustning er klar, før han skal indsættes. [xi] https://en.wikipedia.org/wiki/Lidar [xii] http://www.smithsonianmag.com/innovation/will-these-augmented-reality-contact-lenses-replace-your-smartphone-180949342/ [xiii] https://en.wikipedia.org/wiki/Unattended_ground_sensor [xiv] http://www.scout.com/military/warrior/story/1720751-air-force-f-16-launches-attack-drones [xv] https://en.wikipedia.org/wiki/T-14_Armata [xvi] https://en.wikipedia.org/wiki/Kurganets-25 [xvii] http://www.popularmechanics.com/military/weapons/a19552/the-kamikaze-quadcopter-from-hell/ [xviii] https://en.wikipedia.org/wiki/Delta_wing [xix] http://breakingdefense.com/2017/05/drone-killing-laser-stars-in-army-field-test/ [xx] https://en.wikipedia.org/wiki/Multirotor [xxi] https://en.wikipedia.org/wiki/Uran-9 [xxii] https://www.army.mil/article/183491/army_developing_laser_guided_precision_mortar [xxiii] http://www.proxdynamics.com/products/pd-100-black-hornet-prs [xxiv] https://en.wikipedia.org/wiki/Arena_(countermeasure) [xxv] https://www.rt.com/news/310291-russia-military-robot-sevastopol/ [xxvi] http://www.thedrive.com/the-war-zone/10147/the-army-is-once-again-looking-to-replace-the-5-56mm-cartridge [xxvii] http://www.tracking-point.com/ [xxviii] https://en.wikipedia.org/wiki/Multispectral_image [xxix] https://www.theguardian.com/technology/2016/jan/13/airmule-first-autonomous-ambulance-drone-takes-flight [xxx] https://military.polaris.com/en-us/combat/mrzr-4/ [xxxi] https://en.wikipedia.org/wiki/Ratnik_(program) [xxxii] https://www.engadget.com/2017/07/06/russian-exoskeleton-suit-turns-soldiers-into-stormtroopers/ [xxxiii] https://en.wikipedia.org/wiki/Performance-enhancing_substance [xxxiv] http://www.lockheedmartin.com/us/products/HybridAirship.html

137 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

4. OPS 1

Comments


bottom of page