top of page

Return to Grozny – Op Chromite


1. Avancerede Mekaniserede Infanterideling, Centras – Kaunas 14/5 2028


Eksplosionen vælter Lindorm 5-Bravo om på siden og gør den og dens last af Fenris Grupperobotter, Hugin og Munin-droner ukampdygtige på et øjeblik. Før Lindormen ligger helt stille på asfalten i Kestucio-gaden følger den skjulte T 90 kampvogn op med et pileskud i frontpansret på den ene af de to kampvogne, som Lenes deling har underlagt. Det aktive beskyttelsessystem på kampvognen når ikke at reagere, før den godt en meter lange og 8 kilo tunge finnestabiliserede tungstenspil rammer Leopardens tårnpanser og næsten trænger igennem ind til mandskabsrummet til besætningens store overraskelse. Sergent Ole Svendsen og Overkonstabel Mogens Frandsen sidder som forstenede - de havde ikke forventet at møde en fjendtlig kampvogn begravet i en stor bunke skrottede biler i vejsiden på den i forvejen snævre vej med vejtræer på begge sider.


”Kampvogn! Panser! Skyd!” råber Ole, så snart han er kommet sig over chokket. Den kunstige intelligens, der har overtaget skyttens opgave i kampvognen, kan imidlertid ikke erkende tilstedeværelsen af en fjendtlig kampvogn i skrotbunken. Istedet har den erkendt tre menneskelige skikkelser bevæbnede med forældede RPG 7 panserværnsraketter på byggepladsen til venstre for skrotbunken. Målprioriteringsalgoritmen har besluttet, at de udgør de farligste mål.


“For helvede da!” råber Ole, da han indser, at kampvognen ikke kan se det farlige mål i skrotbunken. “Kører baglæns! Jeg overtager kanonen”. Leopardens tårngevær når at få afgivet en kort 10 skuds-byge, før Ole med sit kommandørgreb overtager kontrollen over tårnet og får kanonen drejet ind mod skrotbunken. Ole når lige at se T-90 kampvognens kanonrør sænke sig efter, at dens autolader har genladet og gjort klar til at afslutte nedkæmpelsen af den danske kampvogn. Ole trykker overstyringsgrebets aftrækker ind og Leopardens 120 millimeter L55 kanon sender et lignende pileskud ind i skrotbunken lige under mundingen på det fjendtlige kanonrør med et brag og et overtryk, der splintrer alt glas langs hele gaden og river blade og grene af vejtræerne. Pileskuddet går først igennem resterne af en gammel BMV 3I og derpå igennem T-90erens reaktive panser og tårnets stålskal. Overtrykket og de glohede fragmenter fra tårnet får kampvognens ammunitionsreserve til at eksplodere, så tårnet rykkes af T90 kampvognen og lander to meter fra den voldsomt brændende vogn.



2. Avancerede Mekaniserede Infanterikompagnis O-gruppe. Få timer før, ved broen over Neman-floden syd for Centras.


Kaptajn Flemming Farup, Chef for 2. A-MEK-kompagni, peger på bygning 3 og vender sig om mod resten af kompagniets O-gruppe.

”Jeg vil i terrænorienteringen fokusere på bygning 3. I er tidligere blevet orienteret om Centras området, så I ved alt om, at den gamle bydel for det meste består af tre og fire etagers murstensbygninger fra 50érne og tidligere. Bygning 3 er en del af et større moderniseringsprojekt, hvor et privat konsortium – sikkert ejet af nogle russiske rigmænd - bygger fem 25-etagers beboelses- og erhvervsbygninger. Bygning 1 og 2 er, som I ser færdige. Det er de to længst væk. Bygning 3 er cirka halvt færdigt. De første 10 etager er bygget færdige, og som I kan se, så er de øverste 15 etager mest et skelet af beton og jern. Bygning 4 og 5 er ligeledes under konstruktion. Bygningerne er lavet af beton, stål og glas. Indervæggene er enten bærende beton eller tynde gibsvægge, holdt oppe af aluminium- eller træskeletter. De fem nederste etager i bygning 3 er faktisk så færdige, at der har været overvejelser om at tage dem i brug til et stort indkøbscenter allerede om et halvt år.




Der er adgang til bygning 3 fra Kestucio-vejen og fra sidegaden Spaustuviniku. Der er en tre-etagers parkeringskælder under bygningen med adgang til Spaustuviniku… det er simpelthen for svært at udtale… Herefter benævnt Spastogaden!” Flemming gennemgår området omkring bygningen på et 3D printet kort over området, som bataljonen har specielt lavet til ham. På kortet er det tydeligt for alle, at de høje bygninger dominerer hele Centras, og giver hvem der end holder disse højdepartier et næsten komplet overblik over byen.


”Modstanderen er en lokal russiskvenlig militia, som bliver støttet af en håndfuld russiske Spetnaz-soldater… Der er omkring 50 mand i bygningen, herunder også et mindre hold cyber-kyndige. Vi tror, at de har tætte forbindelser til ejerne af bygningerne, hvorfor vi formoder, at de har komplette tegninger over bygningen men også har fået ret specifikke ordrer på ikke at beskadige bygningen og bringe investeringen i fare. Vi tror derfor, at de primært vil slås i de øvre etager, som endnu ikke er færdiggjort…”




Kestucio-gaden godt 50 meter efter krydset imellem Kestucio og Spaustuviniku.


Larmen er øredøvende uden for Michaels Piranha 5. Eksplosionen, der tog Lindorm 5-Bravo ud, var kun starten på et større komplekst baghold på Lenes første deling. De autonome tårne med maskinkanoner og missiler fejer frem og tilbage og nedkæmper de mange mål, der kortvarigt dukker frem fra de gamle tre-etagers bygninger på højre side af vejen og fra byggepladserne på venstre side. Michael er overvældet af indtryk. På de store 23-tommers skærme foran sig kan han følge kampen fra køretøjernes sigtemidler og fra delingens droner, der flyver over dem. I sit Iron-Vision-visir kan han se kaosset uden for køretøjet. Eksplosioner fra panserværnsraketter kan ses over alt rundt om køretøjerne. Michael kan høre, hvordan alle køretøjernes aktive beskyttelsessystemer er på overarbejde for at nedskyde alle de mange fjendtlige missiler. Imens høres de konstante pling-lyde af fjendtlige projektiler fra geværer og maskingeværer mod Piranhaens panser. Michaels Piranha står alene få meter bag vraget af Lindorm 5-Bravo som spærrer vejen fremad. Godt 75 meter bag Piranhaen er Lenes Lindorm – 5-Alfa og Lens Piranha -9-Victor - også i kamp. Og bag dem igen de to Leopard 2 kampvogne, som delingen har underlagt. Det er umuligt at manøvrere med køretøjerne.


”9! her er 8! 5-Bravo er nede! Jeg er fanget af fjendtlig ild. Jeg forslår at sidde 3 og 4 af og lade dem rense bygningerne på højre side af vejen, så vi kan få skabt lidt afstand…” Michaels signal bliver overdøvet, da de to kampvogne samtidigt affyrer deres kanoner mod modstandere længere nede af vejen. Michael kan mærke trykket i sine ører og kan også mærke den turistbus-store Piranha vugge frem og tilbage i fjedrene på grund af det voldsomme overtryk, kampvognskanonerne skaber. Sigtemidlerne i hans Piranhas autonome tårn går i sort, genstarter, nulstiller sig og fortsætter kampen.


”1,2,3,4! her er 9!” lyder det over delingsradioen hos alle delingens soldater. ”Sid af! Gå i stilling i bygningerne på højre side af vejen med henblik på at sikre køretøjerne. Tag jeres Fenris med!”


Lenes ordre skal ikke gentages to gange. Ingen af delingens soldater synes om at sidde indelukket og følge kampen uden for køretøjerne uden nogen mulighed for at have indflydelse på, om de lever eller dør. Konstabel Jørgen Thorsen banker en hånd ind i den store røde knap, der får Piranhaen til at sænke rampen. Michael ser sig over skulderen, idet 3 gruppe hopper ud af hans køretøj og springer de tre meter ind ad hoveddøren til en gul murstensbygning. Lydene bliver mere tydelige og lugten af brændt gummi og krudt fylder den tomme Piranha. ”Muhammed! Vi sidder også af nu! Efter 4. gruppe!!” råber han til sin sygehjælper, signal- og cybermand overkonstabel Muhammed Ali Babu, der altid sidder i sædet bag ham. Kun Overkonstabel Sørensen bliver tilbage i køretøjet for at betjene det.


Da Michael og Muhammed når ind i bygningen har tredje og fjerde gruppe allerede renset de tre etager og er gået i stilling i vinduerne. De to grupper kæmper uden deres Fenris grupperobotter, som begge sidder virkningsløse og fastklemte bag i den nedkæmpede Lindorm 5-Bravo.


”8! vi har renset bygningen og engagerer infanteri i bygning 4!” råber sergent Kaj Peerson, gruppefører for tredje gruppe. ”Den er fin! Godt arbejdet!” råber Michael tilbage og styrter op ad trappen, hvor han ser fjerde gruppes fire soldater beskyde mål på den anden side af vejen igennem vinduerne i en sparsom og gammeldags udsmykket spisestue. Ikea-spisebordet er væltet og bogreolens hvide melamin er arret af rikochetter og fragmenter. Der er bøger og Kählervaser overalt på gulvet.


Michael tager et hurtigt kik ud ad vinduet. Uden for Piranhaen har han ikke noget Iron-Vision. Men visiret på hans kevlarhjelm, kaldet spanden af soldaterne, giver ham alligevel en forstærket situationsfornemmelse med augmentet reality, der projekterer blå ikoner med kaldetal på egne køretøjer og soldater og små røde ikoner på de erkendte fjender, og en tidsindikator på, hvornår en given modstander eller en given stilling sidst er blevet set eller anvendt. Der er mange røde ikoner på hans viser. De fleste er i bygning 4 og højt på bygning 3. Et ikon viser, at der er dronefilm over området, som han kan vælge at se. Med en hurtig bevægelse med tungen får han billedet frem på visiret. Det er fra Hugin-dronen fra Lenes Piranha. Den ligger godt 500 meter over dem og giver et todimensionelt billede af kamppladsen – et levende landkort. Dronen har en særlig funktion, hvor sådanne billeder automatisk geo-refereres og optimeres med andre sensordata. Funktionen er meget brugbar i kamp uden for byen men næsten ubrugelig i en situation, hvor de fleste modstandere er inde i en bygning og derfor ikke kan ses ovenfra.


”6-9! er er 1-9! Jeg er godt 150 meter fra faselinje Jona. Jeg er i kampføling – komplekst baghold fra alle sider. Jeg kan hverken komme frem eller tilbage. Forslår, at du lader 2-9 og 3-9 angribe syd om sammen med Bravo 2-9.”

Lene sidder stadig bag i 9-Victor. Hun har febrilsk forsøgt at finde en løsning på sin delings situation, der gør, at de kan løse opgaven og trænge helt frem til faselinje Jona, hvorfra delingen skal gå i stilling og isolere målet fra nord og vest. Men ingen løsning har vist sig, hverken fra hendes egne ideer eller fra battle-management-systemets kunstige intelligens, der normalt altid har et par forslag til manøvrer, hun kan iværksætte. Nu er det eneste råd, den giver ”Gå i stilling i bygningerne og afvent resten af kompagniet!”


”Her er 6-9! modtaget! Jeg kan se din situation herfra. Fasthold og tiltræk dig så meget opmærksomhed som du kan, så udflankerer vi syd om og tager målet derfra!” svarer kaptajn Flemming Farup over kompagniradioen.

Lene sidder et øjeblik og ser ind i skærmen foran sig. ”Fasthold og tiltræk opmærksomhed?” siger hun til sig selv. ”Her er 1-9! Indforstået slut!” svarer hun så i radioen.

”9-0! her er 9.” siger hun med beslutsomhed i stemmen over delingsradioen. ”Vi skal fastholde nuværende stilling med henblik på at skabe forudsætning for, at 6-9 kan udflankere bygning 3 med 2-9 og 3-9. Jeg vil have skabt lidt afstand til modstanderen, så vi har plads til at manøvrere køretøjerne. 8! tag grupperne og rens højre side af vejen fra faselinje Mia til faselinje Jona. Etabler en stilling rundt om køretøjerne på højre side af vejen, når du er færdig. C-3-8! Gå i stilling, så du kan beskyde så meget af bygning 3 og 4, som du kan. Jeg går i stilling med mine victorer her og påkalder ild mod alle erkendte fjender!” befaler hun, imens hun får delingens tilbageværende Munin quadcopter-drone til at afsøge de øvre etager på bygning 3 og 4 efter modstandere som delingens våben på jorden ikke kan nå.


Michael finder sin føringstablet frem fra holderen bag på exo-skelettet. Tabletten giver nogle flere muligheder for at lave planlægning end skærmen i hjelmens visir. Tungekontrol-funktionen til hjelmvisiret er ikke helt udviklet endnu, så planlægning gøres bedst på en god gammeldags touchscreen tablet. Han folder tabletten ud til sin fulde størrelse og lægger den på spisebordet, som en af soldaterne har rejst op. Michael zoomer kortet helt ind på området, de er i. Skærmen fortæller ham, at der er 200 meter fra hjørnet af Kestucio og A. Mickeviciaus, hvor faselinje Mia går til krydset imellem Kestucio og S Daukanto, hvor faselinje Jona går. I sig selv ikke en lang afstand men uoverkommeligt langt i en by, hvor hvert et hus og hvert et rum skal afsøges og renses for modstandere, før man kan fortsætte til næste hus – og hvor modstanderen hurtigt kan snige sig tilbage i et hus, der er renset. Michael starter med at nummerere bygningerne på højre side af vejen, så alle er enige om hvilken bygning, han taler om, når de begynder at rense bygningerne. ”Seks tre-etagers bygninger… med 18 mand og to Fenrisser…. Nederen!” mumler han for sig selv. Han selv med tredje og fjerde gruppe er i hus nummer 8 – det tredje hus fra faselinje Mia – første og anden gruppe er lobbyen i bygning syv, fyrre meter nede af vejen mod Faselinje Mia.



”9! Her er 8! Jeg har ikke mandskab til at rense alle seks bygninger. Jeg forslår, at vi fastholder bygning 8 og får renset bygning 7 og 6 og går i stilling her for at sikre køretøjerne. Jeg kan iværksætte om 10 minutter. Skift!” siger han over en lukket direkte kanal til Lene. De to har aftalt at tage den slags samtaler på en lukket kanal, så resten af delingen ikke kan hører at de ikke er enige. ”Nej det kan jeg godt se”, svarer hun. ”Gør det. Jeg kan godt bruge en Munin mere, og jeg tænker at 3 og 4 også kunne bruge deres Fenrisser, tror du, det er helt umuligt at få dem ud af 5 Bravo?” fortsætter hun.

”Jeg ved det ikke. Som du kan se, ligger den på siden midt på vejen. Den har ikke svaret på kommandoerne som vi sendte fra min Piranha, så der er behov for at rampen og lugerne bliver åbnet manuelt. Det er en stor risiko at løbe ved at løbe derover og prøve.”

”Modtaget” sukker hun. ”Ok. Vi nøjes med at rense husene for nu. Slut”


Lene har lige afsluttet samtalen med Michael, da Munin-dronen ser 4 fjendtlige militia-folk slæbe en ældgammel russisk B10 dysekanon frem på 14 etage i bygning 3. Hun går hurtigt igennem mulighederne for at bekæmpe målet. Hverken Piranhaerne eller Lindorm 5-Alfas maskinkanoner eller Leopardkampvognene kan elevere deres våben nok til at række målet. 5- Alfas Smart-Indirect-Munition har brug for længere afstand for at kunne finde og engagere målet, og Munin-dronen har EW-pakken med frem for maskinpistolen. Hun ser, at kompagniets middeltunge mortersektion er i stilling og klar. Hun sender hurtigt en elektronisk skudordre til dem.

Godt 500 meter derfra i Paminklas Zuvome del Tevynes parken modtager mortersektionens beregnercomputer et digitalt signal med skudordren, og næsten samtidigt sender beregnercomputeren skuddataerne til sektionens to autonome og automatiske morterer monteret på hver en standardrobotplatform. Morteren lader og affyrer fire 81 millimeter Smart-Urban-Fragmentation-Munitions. De raket-drevne mortergranater flyver i en høj bue over byens huse. Lige inden den opadgående bane afsluttes, og granaten igen falder mod jorden, folder den en række små finner ud på spidsen af brændrøret. Disse sammen med de utraditionelle raketmotorer gør, at granaterne kan ramme mål præcist på byens komplekse kampplads. De fire granater begynder deres fald imod bygning nummer 3, imens finnerne og raketmotorerne styrer dem mod den fjendtlige dysekanon, som nu er blevet sat i stilling på sin trefod og ladt med en 82milimeter hulladningsgranat, der fra denne vinkel kan gennembryde selv Leopardens panser.

Netop som skytten sætter sig og lægger øjet til dysekanonens 40 år gamle sigtekikkert lander den første granat 15 meter fra han med en enorm eksplosion, der sender glohede stålfragmenter fra granaten og betonstumper fra gulvet i alle retninger. Skytten bliver ramt af en knytnæve-stor betonklump i siden og bliver kastet ind i sit våben med så stor kraft, at dysekanonen vælter med ham ovenpå. Før han registrerer, hvad der sker, lander de tre andre granater med under et sekunds mellemrum. Dysekanonskyttens makker, der var i færd med at lade kanonen, bliver først ramt af 64 små tungstenskugler fra granat nummer tre og derpå kastet ud over kanten og falder de 14 etager ned på byggepladsen nedenfor. Resten af det fjendtlige hold bliver også ramt og nedkæmpet. Munin-dronen erkender, at der ikke er flere mål og fortsætter sin afsøgning af bygning 3 og 4.


Michael hører endnu en eksplosion udenfor men tager sig ikke af det. Han, Muhammed og tredje gruppe er løbet fra bygning 8 og ind til første og anden gruppe, som er gået i stilling i lobbyen i bygning 7, som har vist sig at være en fireetagers kontorbygning med lange gange og en masse små kontorer på begge sider.

”Hey Michael! Vi har renset hele stueetagen. Vi tror, der er nogen oven på men ville lige vente på dig før vi fortsatte op.” råber sergent Claus Frandsen – gruppefører i anden gruppe.

”Modtaget! Godt arbejdet!” svarer Michael forpustet ”Phillip! Bliv her og fasthold lobbyen og sikre køretøjerne udenfor på vejen! Så renser to og tre overetagerne!” fortsætter han henvendt til sergent Phillip Thomassen gruppefører for første gruppe.

”Et øjeblik så er vi klar!” svarer sergent Frandsen og vender sig imod sergent Kaj Peerson, som lige er kommet med sin tredje gruppe. ”Kaj. Anden gruppe går forrest. Vi renser trappe- reposen og går til højre ad den første gang. I følger lige efter og går til venstre. Michael. Kan du undvære Muhammed? Vi mangler nogen til at sikre trappen, så der ikke er nogen, der kommer ned til os, imens vi renser første sal?” fortsætter Claus.


Et par minutter efter står først Claus’ anden gruppe og derpå Kajs tredjegruppe langs muren lige før trappen. De står tæt sammen med den ene hånd på skulderen af manden foran og den anden på deres lyddæmpede gevær M/26. Claus, som står som tredje mand i rækken, nikker til Phillip, hvis første gruppe er gået i stilling bag de ødelagte møbler i lobbyen. Phillips systemoperatør – overkonstabel Peter Søndergaard - sender første gruppes Fenris op ad trappen efterfulgt af anden gruppes Fenris. De to robotter springer hurtigt og agilt op ad trapperne forbi den første afsats og videre op på reposen på første sal. Første gruppes Fenris fortsætter til venstre ned ad gangen og anden gruppes til højre af den anden gang. Anden og tredje gruppe er lige efter de to robotter. Det gælder nu om at udnytte det momentum og overraskelsen, som robotterne skaber, til at komme op og få renset de første rum. Før konstabel Lisa Ibsen, geværskytte i Claus’ gruppe, når afsatsen, kan hun høre, at gruppens Fenris er stødt ind i nogen. Nede ad gangen kan hun høre skrig og Fenrissens intimiderende ulveknurren, som den er programmeret til at bruge, når den støder ind i mennesker, som ikke umiddelbart yder modstand. Hun har ikke tid til at se efter på videobilledet fra Fenrissens kamera, som hun kan få vist på sit hjelmvisir. Det gælder om hurtigst muligt at komme væk fra trappen, så de to grupper ikke pludseligt bliver udsat for beskydning fra etagerne over dem. Lisa drejer skarpt om hjørnet med sit gevær i skulderen. Lyden fra Fenrissen kommer fra det første rum på højre hånd – den side af bygningen, der vender væk fra gaden. Hun fortsætter direkte ind på det lille kontor, hvor Fenrissen bevogter to civilt klædte kvinder iført hvide forklæder og gummihandsker. Resten af gruppen er hurtigt inde i rummet, som pludseligt bliver lidt trangt. En vogn med koste, affaldsstativ og en stor spand sæbevand vælter, da Claus kommer ind og skubber til døren. Fenrissen bliver sendt videre til de næste rum på gangen. Lisa prøver at tale med de to kvinder igennem hjelmens oversætter-app. De får forklaret, at de er rengøringsholdet, og at der ikke er nogen på gangen. De har gjort stuen og første sal rene og tog sig en pause, før de ville gå op på anden etage, da de hørte kamp ude på gaden og råben nedenfor. De tror, at der måske er nogen på etagen ovenfor, men de er ikke sikre.


”B.Ø! Send en Nano-drone op og afsøg anden etage!” siger Claus til overkonstabel Bjarne Østergaard. Gruppens systemoperatør. En lille minihelikopter-drone flyver et øjeblik efter forbi døren nede fra gruppens Fenris, der er færdig med at afsøge kontorerne. Dronen flyver op ad trappen til anden sal.

”OK! Stak op! Klar til næste etage!” råber Claus til sin egen gruppe og til Peersons, som lige er blevet færdige med at rense gangen på den anden side af trappen. ”Vi sender to civile ned!” råber han ned til første gruppe i lobbyen. ”Muhammed! Du sikrer dem. Kom herop og vær klar til at sikre reposen ovenpå lige som før!” siger han til Muhammed, der sammen med Michael fulgte med anden og tredje gruppe op til første sal.


Nano-dronens videobillede vises i alle soldaternes hjelmvisir. På den måde får alle en fornemmelse af, hvordan det ser ud, der hvor de skal hen, og ved så også, hvor eventuelle fjender gemmer sig. Dronen har afsøgt reposen og er på vej ned af gangen til venstre for trappen. Lamperne i gangen er tændt men alle kontordørene er lukkede. Dronen vender om og flyver ned ad gangen til højre. Her er lyset imidlertid slukket, og flere af dørene er åbne. Efter at have afsøgt de to første kontorer, der ligger over for hinanden med åbne døre, går kamerabilledet pludselig i sort.

”OK… der er nok nogen deroppe” siger Claus i gruppens intercom. ”Peter! Send jeres Fenris op på anden og lad den rense til højre! Ilden fri!!” råber han ned af trappeopgangen til Peter Søndergaard nedenfor. ”OK! Iværksætter nu!!” lyder svaret nedefra.


Den godt 50cm høje slanke robot rejser sig på begge ben fra hjørnet af reposen på første sal, hvor den har ligget, siden den blev færdig med at afsøge gangen for tredje gruppe. Maskingeværet på ryg-affutagen kører i klarstilling godt 15 cm fra robottens ryg. Hvis ikke det var for maskingeværet, ligner robotten en stor hovedløs greyhound i metal. Faktisk er den lavet af mat grågrønt kunststof med skjulte låger til de fire Nano-droner, som gemmes i ryggen bag maskingeværet. Robotten bevæger sig langsomt men vedholdende hen til og op ad trappen. Den ændrer bevægemåde hver gang, den skal op ad en ny trappe for ikke at sætte et mønster, som en give modstander kan aflure.


”Bjarne – lad os få vores Fenris med derop!” befaler Claus Bjarne, der står bag ham. Den anden Fenris følger den første, som var de et ulvekoppel på jagt.

Fenrisserne standser ved toppen af trappen. Deres akustiske sensorer, der er 5000 gange så effektive som et menneskes øre, opfanger bevægelse længere nede ad gangen. EW-sensoren fanger også tilstedeværelsen af en russisk mini elektronisk jammer – ECM. Det var nok den, der gjorde Nano-dronen fra tidligere ubrugelig. Claus, Michael og Per samt resten af delingens afsiddede soldater i bygning 7. følger robotternes sensormeldinger i skærmvisirerne. ”Kaj! Lad din systemoperatør overtage første gruppes Fenris! Anden gruppe fremad til reposen! Tredje gruppe klar til at følge på. Vi lader de to Fenrisser gå først og følger lige i hælene på dem! Klarmelding!” hvisker han i intercommen. Da alle otte soldater fra de to grupper allerede er stillet op på en taktisk række, kommer klarmeldingerne som klem på skulderen fra bageste mand og frem til Claus, som igen er tredje mand. De to forreste stikker hver en tommel i vejret. ”Fenris og anden gruppe frem nu!” hvæser han i hjelmens mikrofon. De to robotter springer frem og ind ad hver sin dør i gangen til højre for reposen. Anden gruppe bevæger sig hurtigt i en tæt slange op ad trappen til reposen på anden sal. Gruppens geværer peger i alle retninger. Hver en vinkel bliver sikret, så de ikke overraskes af en skjult modstander i skyggerne. Fenrisserne melder, at de to rum – igen små kontorlokaler -er tomme. Bjarne har som den eneste i anden gruppe et lille skærmbillede fremme i sit visir, der viser, hvad gruppens Fenris ser. Da der ikke er noget at melde, siger han intet, men befaler de to robotter videre til de to næste døre i gangen.


Begge døre er lukkede, men robotterne bruger deres arm med grab, som normalt er gemt langs ryggen, til at åbne døren. Så snart en af robotterne mærker, at låsepalen i dørlåsen er fri, skubber den hårdt til og affyrer sit kraftige stropelys og en gennemtrængende hyletone – specielt designet til at få mennesker umiddelbart foran robottens højtaler til at gribe sig til ørene og få kvalme. Bjarne ser, hvordan hans Fenris kommer ind i kontoret, der vender ud mod gaden, affyrer stropelys og lyd og derpå engagerer to bevæbnede mænd, der er gået i stilling bag et væltet hæve-sænke skrivebord og et lysebrunt kontorskab med ringbind. ”Føling! Fremad! anden dør venstre!!” råber han, hvorefter gruppen springer frem og ind i rummet.


Fenrissen har allerede vendt sig om og er klar til at iværksætte mod næste rum. Rummet lugter af krudtgasser, afføring og den klassiske sure menneskelige lugt af sved og frygt. Der er papir og bøger, hylstre og feltrationsrester overalt. Bag den interimistiske dækning, som Fenrissen bare skød igennem, ligger de to modstandere i groteske stillinger hver i en lille pøl af deres eget blod. Lisa – den første soldat inde i rummet sparker hurtigt modstanderens AK-12 geværer og den enes RGP 7 raketstyr væk fra de to døde fjender. Rummet bliver hurtigt afsøgt og gruppen stillet op – klar til næste rum. Lisa – forrest i gruppen med geværet i sin lave klar-stilling, - vender hurtigt hovedet væk og kaster op, tørre sig om munden med sin handske og rækker en tommelfinger i luften – klar til næste rum. Claus nikker til Bjarne, der befaler de to Fenrisser videre. Idet Fenrissen forlader rummet eksploderer væggen ind imod det næste kontor. En lang byge af maskingeværild sprøjter kugler tilfældigt frem og tilbage igennem vægen. Gipsrester, træstykker fra kontorreolerne og papir flyver alle steder. Gruppen står langs vægen med siden til. Claus mærker, hvordan han bliver ramt på hjelmen og derefter armen. Han falder som en sæk kartofler på gulvet. Foran og bag sig ser han, hvordan de tre andre også falder. Først da Fenrissens maskingevær blander sig, bliver der stille fra nabokontoret. ”Her er 2. vi er nede!” når Claus at stønne i radioen, før han mister bevidstheden.



35 timer senere, i II/JDR fremskudte kommandostation i Paminklas Zuvome del Tevynes parken. 500m fra bygning 3.


”Flemming! I gjorde et godt forsøg! I endte i et forberedt baghold. Russerne vandt denne omgang. Vi er heldige, at vi ikke mistede flere, end vi gjorde. Første kompagni sidder på mål Volfram. Vi inddæmmer mål Chromite med første og tredje kompagni og afventer. Tag dit kompagni og kør til Sanchai og få genordnet. Dine sårede er allerede på hospitalet.” siger oberstløjtnant Sørensen, bataljonschef for II/JDR, til den tydeligt påvirkede chef for andet avancerede mekaniserde infanterikompagni på rampen til Sørensens førings Piranha.


”For helvede chef,” sukker Flemming, bleg og afkræftet efter over 40 timers konstant indsættelse uden for bygning 3. ”Vi nåede sgu ikke engang ind i bygningen… min første deling er næsten udslettet. Halvanden gruppe døde eller sårede, en Lindorm mistet og resten af delingens køretøjer så beskadigede, at de alle skulle bjærges derfra… derud over to Lindorm og én Piranha totalt skadede fra de andre delinger… hele konceptet med de avancerede delinger har spillet fallit, mand…”


”Det er jeg ikke så sikker på, Flemming. Havde det ikke været for de autonome tårnes mange sensorer og de aktive beskyttelsessystemer, er jeg sikker på, at det var gået meget værre. Kombinationen af Fenrisser og infanterigrupper så da også ud til at virke… Vi kan ikke forvente at kæmpe i by uden at tage tab. Jeg skal da for øvrigt love for, at I fik ødelagt den bydel – særligt efter, at Lene begyndte at påkalde 155mm artilleri og flybomber, da vi løb tør for smart-munitions… nå afsted med dig… vi ses Flemming.”



Seneste blogindlæg

Se alle

11. Bykamp

Comments


bottom of page