top of page

7. I/Livgarden i front

Opdateret: 2. jul. 2023


OPS 2. 10/5. KL. 1455. Nær Kalvarija. Godt 4 kilometer inde i Litauen.

Brigadegeneral Kristine Bladsøes velkendte men noget anstrengte ansigt toner frem på skærmen ved brigadens syv bataljonschefer.

”Som varslet skal vi overtage fra fjerde brigade, som har gennembrudt det, divisionen vurderer er russernes forsvarsområde mod Polen. Fjerde har lidt så store tab, at de er nødt til at blive trukket ud af kampen et par døgn, imens de genforsyner og tilfører friske enheder. Vi er derfor blevet befalet til at overtage angrebet fra fjerde tidligere end forventet. OPS 2 har sendt planen til jer for et par minutter siden. Læs den igennem nu, og så tager vi mine afsluttende direktiver om 25 minutter! Frank og Bjarne! Jeg kan allerede fortælle jer nu, at I skal lede angrebet, og at det ikke bliver let! Slut!!”



I/Livgardens fremskudte kommandostation i Kalvarijosskoven.

Oberstløjtnant Frank Simonsen, chefen for første Livgarden, kalder brigadens plan op på sin skærm, så snart generalens ansigt forsvinder fra opkaldet. Inden han giver sig til at læse, opretter han forbindelse til sin næstkommanderende og stabschef major Benny Poulsen.

”Benny! Er I i gang med at se på Brigadens plan?” spørger han.

”Yes. Vi er på den! Vi forventer at have bataljonens plan klar til godkendelse om 45 minutter, så kan vi befale om en time. Det giver kompagnierne to timer til at forberede sig. Det burde være rigeligt.” svarer Benny.

”Enig. De er vel i princippet klar nu ikke? Nå, men når vi overtager, vil jeg have en dristig plan, der får os frem til Kaunas hurtigst muligt. Masser af panser i front! Hastighed og ildkraft! Om nødvendigt massérer vi bataljonen, så vi kan gennembryde al eventuel modstand! Husk at koordinere med Husarerne! De angriber samtidigt med os.” siger Finn.

”Modtaget! En plan med koncentreret chok and awe! – vi tales ved chef!”


Halvanden time senere. Ved chefen for I/Livgardens fremskudte kommandostation.

”Chef! Vi er samlet.” siger kaptajn Hans Pedersen, signal- og C2-officeren ved I/Livgarden, og træder til side. Oberstløjtnant Simonsen træder ud på rampen af den fremskudte kommandostations Piranha 5. Han ser rundt på de fem kompagnichefer, der står samlet i hestesko rundt om 3D terrænbordet, som bliver projekteret på en hvid presenning på jorden. Den lille flok officerer er samlet i et skovspor dybt inde i Kalvarijosskoven. Over dem er hængt et multispektralt sløringsnet op, så man ikke kan se dem fra luften. Kompagnichefernes pansrede mandskabsvogne står spredt og sløret mindst 500 meter fra samlingsstedet. Alle radioer er slukket.


”Hold da fast hvor er det længe siden, vi har gennemført en rigtig befalingsudgivelse, hvor vi alle er til stede, hva.” siger Frank muntert. Han er en noget atypisk garderofficer - afslappet og ligefrem.

”Jeg har set jeres logistiske status på computeren, så jeg regner med, at vi alle er klar til at overtage fra briterne. Jeg ved, at I har læst befalingen, som Benny har sendt til jer, så jeg vil kun trække nogle hovedlinjer frem, så vi kan komme videre…” Frank går en tur rundt om terrænbordet, som ikke bare viser terrænet i detaljer men også viser egne og modstanderens styrker i terrænet.


”Som I ser, skal vi gennemføre et angreb på små 50 kilometer igennem et meget varieret terræn. På trods af at meget af vores logistik bliver fløjet frem, er vi og brigaden afhængige af, at vi har hovedvej E67. Derfor er vi tvunget til at angribe langs den – det er ret forudsigeligt!”

Frank ser rundt på sine kompagnichefer, der hver står med en tablet i hånden med befalingen og kort på. Et par af dem har nået at komme forbi stabskompagniets fremskudte forsyningsområde på vejen og har fået printet et 3D-kort, som nu ligger foran dem på jorden.


”Briterne har presset hårdt på med deres to brigader. Både fjerde og syvende brigader er tunge brigader med masser af panser. De har taget store tab, hver gang de har masseret sig, for eksempel når terrænet har kanaliseret dem. Det skal vi undgå! Derfor er det min hensigt at gennemføre angrebet med så stor hastighed og voldsomhed, at russerne ikke får mulighed for at bringe os til midlertidig standsning. Når vi holder, er vi spredt og skjult, når vi angriber er vi massérede og ustandselige! Vi sidder kun af som sidste udvej! Vi kæmper opsiddet. – Eskadronen og første kompagni er i front! Andet og tredje mekaniserede kompagnier er reserve og flankesikring! Husarerne kører som vores nabo mod øst. De første 30 kilometer vil der være godt otte kilometer imellem os, så vi kan ikke forvente støtte eller synergi derfra. Resten af brigaden kommer frem i spring bag os – primært på E67, - så andet og tredje kompagni skal forvente at rense omgåede fjender op, så de ikke angriber logistikbataljonen, når vi er kørt forbi!” forsætter Frank, imens han udpeger de steder i terrænet, hvor behovet for flankesikring er størst.


”Chef! Jeg går ud fra at vi omgår byerne? – Det vil være oplagt at standse os i en af landsbyerne langs E67,” siger kaptajn Finn Østergaard – chef for første panserinfanterikompagni.


”Du har ret Alfa 6-9! – Hvor det er muligt, omgår vi byerne! Vi vil hele tiden have bataljonens drone deling til at flyve ti og fem kilometer foran de forreste styrker, så vi kan få varsel om russernes bevægelser. Terrænet er faktisk ret åbent langs angrebsaksen, så jeg vurderer, at vi vil kunne se dem, hvis de bevæger sig. Jeg forslår, at I anvender jeres droner som flankesikring for jeres angreb. Husk, rules of engangement siger, at I har ilden fri på alt russisk panser og identificerede russiske soldater! I skal ikke anmode om tilladelse for at skyde – I skal bare gøre det! Eneste begrænsning er brug af artilleri, morterer og luftangreb i byerne. – Her er det kun præcisionsammunition I må bruge.”


Kl 1745. ombord på Chef-CV90 i første panserinfanterikompagni.

”Fremad!” befaler Finn over det krypterede kompagni-radionet. Foran sig ser han fire CV9035DK infanterikampkøretøjer sætte sig i bevægelse og køre ud på hovedvej E67s fire spor. Kompagniet følger efter fjerde kampvognseskadron, som lige har passeret dem ude på vejen. Hele bataljonen er snart samlet på vejen. Bataljonen kører med fuld fart mod nord. De få civile trafikanter, der er på vejen, bliver dirigeret ind til siden af danske og britiske MP’ere, så bataljonen uhindret og hurtigt kan komme frem. Hist og her passerer Finn i sin chef-CV90 udbrændte britiske AJAX og Challenger kampkøretøjer og enkelte russiske T90 og Kurganets-25 køretøjer. Der er tegn på, at der har været hårde kampe i området overalt. Langs motorvejen står der hele kolonner af britiske logistiklastbiler, som er blevet ramt. Deres last af ammunition, reservedele og feltrationer ligger spredt på vejen. Bataljonen fortsætter uden at standse. På et tidspunkt ser Finn en stor lysreklame for et lille lokalt ZOO. Der er stadig lys i reklamen, men nok næppe mange besøgende. ”Gad vide om der er nogen der fodrer dyrene? Eller måske har russerne sluppet alle dyrene løs, så vi også skal vogte os imod sultne løver og tigere?” Tænker Finn, trækker på skulderen og ser den anden vej.


Vejen fortsætter igennem åbent agerland med marker så langt øjet rækker og meget få huse og byer. Finn føler sig meget åben og sårbar i tårnet på sin CV90. Her er ingen steder at køre i dækning, hvis et uventet luftangreb skulle komme. Finn ved, at der er godt 25 kilometer op til faselinje LOKE, hvor de skal overtage kampen fra briterne. Det betyder en lille halv times kørsel på én lang kolonne med sømmet i bund. Finn ser ned på BMS skærmen og ser den lange kolonne. Bataljonen har over 100 køretøjer, som nu ligner perler på en snor. ”Hvor jeg dog håber at briterne har fået ryddet op her i terrænet bag dem, for vi er virkeligt et oplagt mål her…” siger Finn til sig selv. Det er første gang Finn skal i kamp, og han føler sig både spændt, bange og ultra fokuseret. Over 120 menneskers liv afhænger af at han tager de rigtige beslutninger i de kommende timer. Han dykker kortvarigt ned og ser sig om i mandskabsrummet. Hans signalmand og de to ældre befalingsmænd sidder alle og stirrer ind i hver deres skærm i forsøget på at holde overblik over situationen. Lige inden Finn rejser sig op igen i lugen, ser Oversergent Finsen op og stikker en tommelfinger i luften fulgt af et stort smil. Finn gengælder hilsnen og rejser sig op.


21 minutters nervepirrende men begivenhedsløs kørsel senere kan Finn se motorvejsudfletningen hvor E67 og A7 krydser hinanden vest for Marijampolé, som igår lagde bygninger og veje til det slag, der tvang den britiske fjerde brigade til at standse og blive afløst af første danske brigade. Finn kan se sort røg fra bymidten, hvor britiske og russiske styrker stadig kæmper.

”9-0! Her er 7-9. Vi fortsætter direkte frem over faselinje LOKE, som er motorvej A7. Briterne er stadig i kamp i Marijampolé, så der vil ikke være enheder, der sikrer os, når vi passerer LOKE.” meddeler oberstløjtnant Frank over bataljonsnettet.


Finn åbner kamerabilledet fra den af bataljonens droner, han kan se, der ligger og overvåger E67, dér hvor den passerer over Sesupéfloden få kilometer nord for faselinje LOKE. Umiddelbart kan han ikke se nogen modstandere. På BMS-kortet ser han, at der er en britisk opklaringsdeling i stilling ved vandrenseanlægget ved siden af broen over floden. Han trykker på ikonet og skriver en kort besked til føreren for enheden og spørger til status på broen. Tre sekunder efter får han en besked tilbage. Broen er intakt, men der er russere i bebyggelsen cirka to kilometer længere fremme ad vejen.


Ifølge manøvreplanen skal kampvognseskadronen, der stadig kører forrest, køre af E67, passere jernbanesporene øst for vejen og fortsætte mod nord i det åbne agerland. Her skal Finns kompagni og kampvognseskadronen angribe side om side mod Garliava, som er den første forstad til Kaunas. Finns første panserinfanterikompagni skal angribe langs E67 når de er kommet nord for Marijampolé. Netop dér hvor den britiske opklaringsdeling melder at russerne er i stilling er det planen at eskadronen skal forlade E67 og overlade ansvaret til Finns kompagni.

”Jeg må nok hellere advare eskadronen” mumler Finn for sig selv i telehjelmen. Straks efter svarer hans efterretnings befalingsmand tørt tilbage ”Det er nok en god ide chef. Dragonerne opdager dem nok først når de kører ind dem hvis ikke du lige nævner at der holder nogen i bykanten der vil slå dem ihjel.” Finn smiler for sig selv og trykker tasten til bataljonsnettet ind.


”Delta 6-9! her er Alfa 6-9. jeg har fået melding om mulige fjendtlige enheder ved Peitariai godt to kilometer nord for Sesupéfloden.” melder Finn over radioen til chefen for fjerde kampvognseskadron, Kaptajn Mikkel Pedersen. Imens han hurtigt fører russernes placering ind på det elektroniske BMS kort.

”Det er modtaget Alfa 6-9!” svarer Mikkel.


Finn kan se på BMS’en, at den forreste kampvognsdeling passerer broen og kører i stilling på den modkørende vejbane i retning imod Peitariai. Netop som den næste deling passerer den første, bliver de midlertidigt masserede kampvogne udsat for et kombineret angreb fra kampvogne og panserværnsmissiler fra husene i Peitariai samtidigt med voldsom artilleri- og raketbeskydning. Den deling, der er i stilling, besvarer ilden og begynder at gennembryde autoværnet på siden af motorvejen, for at komme ud af ildområdet. To kampvogne bliver ramt i de første sekunder af kampen. Én bliver totalt nedkæmpet og bryder i brand efter, at tårnet er sprængt af undervognen. Den anden vogn får skudt et bælte af og deltager stadig i kampen. Delingen, der var på vej frem, besvarer ligeledes ilden og fortsætter frem ad motorvejen. Den sidste deling følger efter. Finns første kompagni er endnu ikke ovre broen og kan derfor ikke hjælpe eskadronen. Finn oplever kampen på en kilometers afstand. En række høje eksplosioner når de store 120 millimeter kanoner på kampvognene bliver affyret og endnu højere eksplosioner af fjendens artilleri- og raketild der falder over eskadronen. Horisonten fyldes af sort røg og støv.



Bataljonen er fanget på motorvejen, hvis høje stålautoværn hindrer alt andet end de pansrede bæltekøretøjer i at forlade vejen.

Højt oppe over motorvejen kommer et større antal bevingede droner til syne under det grå skylag. Dronerne ligger så højt oppe, at bataljonens tunge maskingeværer eller anti-dronelasere ikke kan række dem. Et par sidewinder anti-luftmissiler bliver affyret fra luftværnsdelingen, som følger bataljonen. De rammer tre droner, som styrter brændende til jorden. Der er stadig mindst seks droner over bataljonen.


Finn ved at hvis han ikke gør noget hurtigt, vil russernes droner finde hans kompagni, hvorefter de vil flytte artilleri- og raketilden så de rammer hans enhed.


”9-0! Af vejen mod nord i en fart! Kør igennem autoværnet og kom af vejen! Spred ud og gå i stilling.” Befaler han over kompagninettet.

Straks efter vælter de 14 tunge infanterikampkøretøjer autoværnet og kører væk fra motorvejen. Resten af kompagniets køretøjer følger efter. Én CV90 fra tredje deling taber et bælte i processen.

Finn kan se på BMS’en, at kampvognseskadronen har mistet yderligere tre vogne men også, at de har nedkæmpet tre T-90 kampvogne og én BMPT terminator kampvogn i Peitariai. De to forreste kampvognsdelinger med eskadronchefens kampvogn står på nordsiden af bebyggelsen og sikrer sig selv.



”7-9! her er Delta 6-9! Fjenden om Peitarai nedkæmpet! Jeg er klar til at fortsætte om ti minutter!” melder Mikkel roligt i radioen til bataljonschefen.


”9-0! her 7-9! Fremad hurtigst muligt! Alfa 6-9 fortsæt, forbi Delta 6-9 som planlagt! Delta 6-9 fortsæt i din akse, når Alfa 6-9 er passeret! Charlie 6-9 rens den bebyggelse op, så vi ikke efterlader noget til resten af brigaden.” befaler Frank over radioen. Samtidigt lander endnu et artilleri- og raketangreb på motorvejen. Denne gang midt i forsyningsdelingens kolonne. Forsyningslastbilerne har ingen mulighed for at komme ud af nedslagsområdet. På få minutter står delingens tyve svære Scania lastbiler i flammer. Bataljonens reservebeholdning af ammunition og rationer forsvinder i flammekaosset. De bagved kørende køretøjer er nødt til at passere forsigtigt i det modgående spor.


Brigadegeneral Kristine Bladsøe står på sit sæde, med overkroppen ud af lugen på sin fremskudte kommandostation og følger I/Livgardens kamp. Hun sætter sig ned og ser på BMS skærmen, der viser bataljonen foran hende. På skærmen ved siden af kan hun se bataljonens logistiske tilstand. Tre kilometer efter at have overtaget kampen har en af hendes frontbataljoner mistet fem Leopard 2 kampvogne, en CV90 og tyve forsyningslastbiler. Antallet af døde og sårede er ukendt – men højt. Kristine vender sig om og ser op kaptajn Ib Frandsen, hendes operationsofficer på vognen. ”Det bliver en lang dag det her Frandsen! Få fat i OPS 2 og få dem til at lave en plan for, hvordan vi får forsynet I/Livgarden i aften. Og sørg for at få skubbet de lastbiler af vejen, så snart Livgarden har passeret, så vi kan få resten af Brigaden forbi.”


En halv time senere er bataljonen atter på vej fremad. Finn har fået sit panserinfanterikompagni tilbage på E67 og har på mirakuløs vis fået sat bæltet på den CV90, som havde smidt et under passagen af autoværnet. Kampvognseskadronen er blevet omorganiseret, så den nu har to delinger med fire vogne samt chefens kampvogn. De skadede vogne bliver efterladt. De, der kan repareres, vil blive bjærget senere af brigadens vedligeholdelseskompagni. Første kompagni fortsætter frem ad motorvejen med en deling i front på hver side af vejen – Finn vil ikke risikere at blive fanget med hele kompagniet på vejen igen. Kampvognseskadronen har forladt E67 og krydset jernbanesporene, der går parallelt med motorvejen. Da eskadronen er decimeret med en tredjedel, fortsætter Mikkel ud på markerne med én deling på linje foran hans egen og anden delings kampvogne i reserve. Bataljonens resterende enheder fortsætter ligeledes fremad. Terrænet byder ikke på naturlige steder at gemme de mange køretøjer, så tredje og fjerde kompagni fortsætter frem på flankerne af bataljonens køretøjer fra den tunge morterdeling, ingeniørdelingen og logistik enhederne, der følger på E67. Bataljonen strækker sig godt tyve kilometer i længden og to i bredden og fortsætter frem med godt 30-40 kilometer i timen. Første kompagni afsøger de få skovpartier, landbrug og landsbyer langs vejen fra køretøjerne. Bataljonen møder ingen modstand fra jorden, men i luften gennemføres en konstant kamp om luftherredømmet imellem russiske droner og brigadens luftværnsenheder, anti-drone lasere på kampkøretøjerne og anti-drone droner, som bataljonerne sender op hver gang, russerne sender en sværm droner imod danskerne. Brigadens egne droner bliver ligeledes skudt ned af russerne. – Den, der ejer luftherredømmet, kan uhindret erkende og påkalde voldsomme mængder artilleri og raketter på modstanderen. Efter en halv times kørsel er første kompagni og eskadronen kommet frem til Selema passet, hvor E67 løber igennem et ét kilometer smalt pas imellem større skovpartier.


Første kompagni følger hovedvej 230 og eskadronen E67. De to veje løber parallelt med hinanden igennem hvert sit skovpas. Både brigaden og bataljonens egne droner er alle skudt ned, og halvdelen af første kompagnis er ligeledes nedkæmpet. ”Delta 6-9 her er Alfa 6-9. Hvis de vil standse os, så gør de det her i passene. Jeg forslår at vi sparer de sidste UAS og sender et par af de nye loitre ammunitions – så kan vi også se hvad de duer til.” Siger Finn til Mikkel over Bataljonsnettet. ”Her er Delta 6-9. God ide.” Svarer Mikkel.



De to loitre ammunitions-droner flyver langs vejene i få hundrede meters højde. På skærmen foran sig kan Finn se, at dronerne har opdaget en russisk kampvogn og tre Kurganetz-25 mandskabsvogne i landsbyen Azouly Buda længere fremme i passet.

”Pis!” hvisker Finn for sig selv. Han ved, at kompagniet nu vil komme til at kæmpe hårdt for at komme igennem passet. Han befaler dronen at angribe kampvognen og påkalder artilleriild fra brigadens 155mm artilleri kanoner, som holder i stilling ti kilometer bag bataljonen. Dronen bøjer af og dykker i lige linje direkte ned i kampvognen og eksploderer. Umiddelbart bagefter hører Finn fire 155milimeter smart anti-tank artillerigranater detonere længere fremme. Finn er ret sikker på at russernes kampkøretøjer er nedkæmpet. Nu gælder det om at kæmpe sig igennem de tilbageværende infanterister. Hurtigt zoomer han ind på kortet, som er baseret på luftfotos taget få måneder forinden. Han tegner en hurtig angrebsmanøvre på kortet og sender den til alle kompagniets førere, så i tilfælde af, at en delingsfører falder, kan hans næstkommanderende eller en gruppefører tage over og fortsætte angrebet.


Finns Chef-CV90 følger efter anden deling, da første og anden deling angriber frem, fuldstændigt som planlagt og indøvet hundredevis af gange hjemme under øvelser. Der er ro på radioen, da alle hele tiden kan se, hvor de andre er, og hvor der er meldt om fjender. Anden deling kommer i stilling og får afsøgt bykanten med CV90’ens kraftige optiske sigter. Fra sin stilling kan Finn se at byen ikke ser ud til at være besat af fjender. Der er enkelte civile, der flygter mod nord. Det ryger fra det levende hegn, hvor de fem fjendtlige køretøjer stod. Til venstre for sig kan han se første deling angribe med de fire CV90 på linje de 500 meter frem til bykanten. Heller ikke de møder nogen modstand. Første deling fortsætter frem til den har indsigt imod det levende hegn hvor de russiske køretøjer stod. Her kan Finn se delingens infanterister sidde af og sikrer kampkøretøjerne, der kører i stilling blandt husene i bykanten.


Anden deling overtager angrebet og angriber frem imod det levende hegn. Finn følger efter delingen i sit eget køretøj. Idet den første CV90 kører igennem et hul i det levende hegn bliver den ramt i siden af et panserværnsmissil. Finn ser missilet komme flyvende med en tyk grå røgfane efter sig. Det ser ud til at det kom fra en stilling i en gård cirka 500m mod øst. Det ramte kampkøretøj bryder i brand. Fra sin stilling få hundrede meter væk kan Finn se de overlevende besætningsmedlemmer og infanterister kæmpe sig ud af flammerne. Der er ild i flere af soldaternes uniformer. Finn ved at han intet kan gøre for dem lige nu. Anden deling fortsætter angrebet på trods af det brændende køretøj. Infanteristerne sidder af og stormer hegnet støttet af de tilbageværende køretøjerne. Der er ingen fjender. De fem fjendtlige køretøjer, som Finn nedkæmpede med sin ”loitre” ammunitions drone og artilleri, viser sig at være vellignende gummi attrapper med tønder fulde af diesel i. Finn befaler sit køretøj frem til anden deling. Samtidigt kan han se hvordan delingens næstkommanderende med en håndfuld soldater hjælper de sårede. Finn må gentagne gange minde sig om at hans opgave ikke er at tage sig af de sårede, men at føre kompagniet. Han vender sig om i kommandørlugen og kaster op ud over siden af køretøjet.


”2 her 9! fasthold nuværende stilling og støt 3´s angreb på den gård, hvorfra du blev beskudt!” befaler Finn til både anden og tredje deling.

Fra sin stilling blandt anden delings køretøjer kan Finn se tredje deling iværksætte angrebet. De fire store CV90 kampkøretøjer kører på linje over græsmarken hen til målet. Delingens soldater sidder af og går i gang med at rense gården.

”9 her er 3! Målet er ubesat. Vi fandt et fjernstyret missilstyr i laden. Der er lavet et hul i muren som det kan skyde ud igennem. Jeg sender en Quad-copter ud og afsøger foran min stilling!” Melder delingsføreren fra tredje deling kort efter. Finn kan se at første og anden deling følger tredjes eksempel og sender ligeledes små droner frem for at afsøge området for flere fjender.



Over sin egen CV90’s intercom spørger Finn kompagniets signal- og elektronisk-krigsførelses befalingsmand, Søren Finsen. ”Søren! Er der nogen som helst militær udstråling fra byen?”

Søren svarer med det samme ”Ja – masser. Men ingen taktiske radioer. Det er mest de frekvenser. som russerne bruger til at fjernstyre droner og robotter med. Set ud fra pejleradarerne på delingernes vogne ser det ud til, at der er mindst tyve sensorer i byen”

”Modtaget Søren. Tak! Sig til, hvis signalaktiviteten ændrer sig!” svarer Finn.


”9 her er 3! der er noget galt med BMS´en. Den melder ikke de korrekte positioner for mine grupper og køretøjer. Den er cirka 200 meter forskudt mod nord. Ser du det samme?” melder delingsføreren for tredje deling.

”Vi bliver sgu spoofet chef!” Melder Søren over intercommen. ”Jeg ser det samme som 3-9 melder om. Jeg tror vi er endt i et ildkoncentrations område…”

”9-0! her er 9. Der er et stort antal fjendtlige sensorer i byen og vores GPS -signaler bliver spoofet. Vi skal hurtigst muligt fremad! 1! fortsæt ned og tag overgangen over bækken” afbryder Finn på kompagninettet.

Netop som første deling skal til at fortsætte fremad, bliver anden og tredje deling beskudt med maskinkanonild og panserværnsmissiler fra en skovkant længere fremme. Samtidigt mister alle tre delingsfører forbindelsen til deres droner, og kompagninettet begynder at skratte voldsomt. Et øjeblik efter udsættes kompagniet for kraftig artilleribeskydning.


Oberstløjtnant Frank Simonsen ser mistroisk på sin BMS-skærm. Hos både første kompagni og kampvognseskadronen er der kamp. Hverken Finn eller Mikkel har sendt meldinger i lang tid, og han kan høre kraftig artilleriild lande oppe ved Finns kompagni. På skærmen med det logistiske overblik kan han se at flere og flere køretøjer og soldater meldes som skadede eller nedkæmpet.

”8-9 her er Alfa 7-9! Vi er bundet i kamp langs hovedvej 230 og E67. Jeg vurderer at jeg vil kunne fastholde vundet terræn men er ikke i stand til at genoptage angrebet grundet store tab og risikoen for at blive afskåret!” siger han på brigadenettet til brigadechef Kristine Bladsøe.


Kristine sidder i sin egen fremskudte kommandostation og er kommet til samme konklusion. Situationen er meget magen til den, der udspiller sig længere mod syd ved husar bataljonen.

”9-0! fasthold vundet terræn. Charlie 6-9. Forvent at få ny opgave med henblik på at fortsætte angrebet snarest!” svarer hun på radioen. Derpå klikker hun over på Brigadestabens net og siger i klart sprog ”OPS 1! vi skal have en ny plan for videreførelse af angrebet i en fart!”


56 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

5. G2 og ASIC

6. Smartcity

Comments


bottom of page