top of page

8. II/JDR tager over

II/JDR fremskudte kommandostation i SASNAVA 6 kilometer bag fronten. 11/5 Kl. 1925.


Oberstløjtnant Kenneth Sørensen ser forundret på brigadechefens Piranha, der netop er standset i maskinstationens store hal ved siden af hans egen. Han skynder sig at tage telehjelmen af, befaler rampen sænket og sidder af for at finde ud af, hvorfor generalen mener, at hun personligt skal tale med ham.


Bataljonen modtog for et kvarter siden befaling om at overtage angrebet fra de to forreste bataljoner, som begge er blevet standset og har lidt store tab 25 kilometer fra brigadens egentlige mål i Kaunas.


”Kenneth! Saml dine kompagnichefer her med det samme! Jeg vil se dem i øjnene, inden vi skyder jer afsted!” befaler brigadegeneral Kristine Bladsøe, så snart rampen på Piranhaen er sænket nok til, at hun kan springe ud.

”Javel!” svarer Kenneth forbløffet og stikker hovedet ind i sit køretøj og befaler den nærmeste person til at få det til at ske.


”Den er helt gal oppe foran! Jeg har lige talt med Frank. Som du selv kan se på BMS’en, er begge hans frontenheder bundet og har taget store tab. Det skræmmende er, at de stort set ikke har set en eneste modstander! Frank melder, at hans første kompagni har kæmpet imod fjernbetjente våben og et par URAN-9 robotter. Hans eskadron har været i kamp imod en håndfuld UDAR-køretøjer og et par Armataer. Ingen af dem har været bemandede! Ingen! Dertil kommer, at hver gang russerne vælger at angribe, så er det i terræn, hvor vi er kanalisere, og han gør det synkroniseret med artilleri, raketter, jamming, spoofing og med robotter og droner.” fortsætter hun, imens hun tager sin telehjelm af og åbner en dåse cola zero.


Syv minutter senere er bataljonens fem kompagnichefer samlet bag brigadechefens Piranha. ”Svende! Jeg ville se jer i øjnene og sikre mig, at I er med på, hvad vi er oppe imod!” begynder Kristine. “Ligeledes vil jeg sikre mig, at når vi lige om lidt genoptager angrebet, så gør vi det på en ny og overraskende måde, der vil forvirre russerne og imødegå hans evne til at samordne sine midler og bringe os til standsning – igen! Vores hidtidige angreb har været ret forudsigelige – vi er tvunget til at følge E67. Det skal vi afvige fra! Vi har 25 kilometer i åbent landbrugsterræn foran os! Vores opgave – JERES opgave er at få brigaden frem til faselinje FREJA i udkanten af Garliava, således at vi derfra kan tage Kaunas.” Kristine vender sig imod Kenneth, der står på højre fløj af de samlede officerer.

”Kenneth. Jeg vil hellere have, at du angriber en time senere, men har succes, end at du skynder dig frem og bliver bragt til standsning! Jeg bliver her ved jer men blander mig ikke. Jeg vil opfordre dig til, at I ved fælles hjælp får lagt en plan for at komme til Kaunas – du har en teknologisk fordel i dit andet kompagni med de der Lindorm – Brug dem!”

”Men chef?” udbryder kaptajn Johan Flemmingsen – chefen for tredje mekaniserede infanterikompagni. ”Du vil vel ikke have, at vi opfinder helt nye måder at kæmpe på, lige inden vi krydser udgangslinjen. Vi har brugt måneder og år på at øve vores TTP’er, så de sidder på rygraden. Hvis vi ændrer det nu, vil vi ikke være nær så effektive!”

Brigadegeneralen ser strengt på den unge kaptajn. ”Hør her! Hvis vi IKKE med det samme lærer af briternes og resten af brigadens erfaringer, så er vi sikre på at fejle. De TTP’er, vi har øvet der- hjemme, er alle bygget på en modstander, som kan findes og bindes i terrænet. Vi kan ikke finde nogle større enheder, for der ér ingen større enheder derude. Vi kan ikke binde robotter og droner, som ikke føler frygt men som er spredt med lind hånd over det hele.” Kristine vender sig om mod oberstløjtnant Sørensen. ”Kenneth! Du har nu brigadens tyngdeenhed og kan derfor trække på alle brigadens ressourcer til at få os til Kaunas. Tænk nyt og anderledes – jeg støtter dig hele vejen!


Kenneth går ind foran sine kompagnichefer og siger ”Godt! Vi skal komme op med et koncept for, hvordan vi gennembryder russernes sensor- og forsvarsbælter – og derpå en grov plan, som vi kan køre ud og gennemføre. Vores fordel i forhold til brigadens to andre kampbataljoner er 2. avancerede mekaniserede infanterikompagni med alt den nye teknologi, der vil sætte os i stand til at erkende og nedkæmpe fjendens systemer, længe før de kan se og beskyde os. Jeg ser to løsninger. Den første baserer sig på, at 2.kompagni leder bataljonen igennem rummet ved at sprede sig ud i tre delingsakser og derved finde en vej eller to som resten kan følge. Den anden er, at vi skaber tre nye kompagnikampgrupper, der hver består af delinger fra de fire kampunderafdelinger – altså en kampvognsdeling, en panserinfanterideling, en mekaniseret infanterideling og så en deling fra 2. kompagni til at lede vejen. Disse kampgrupper vil blive tilført al den ildstøtte, luftværn, ingeniørstøtte og logistik, som vi kan skrabe sammen – og så vil de hver især kæmpe sig igennem russerne spredt og uafhængigt af hinanden. Når de så har banet vejen, kan resten af brigaden følge efter. Hvad siger I?”


Tre kvarter senere forlader kompagnicheferne maskinhallen. Kristines fremskudte kommandostation hæver rampen og triller ligeledes væk. Tusmørket er begyndt at gøre skyggerne lange. Gadelamperne tændes automatisk i den lille litauiske landsby.


Lenes første deling ankommer sammen med kampvognsdelingen til første kompagnis beredskabsområde i nordkanten af Sasnava. Ud over sine to Piranha 5 mandskabsvogne har hun også sine to Lindorm kamprobotter baseret på Hærens gamle Piranha III pansrede mandskabsvogne. Delingen holder ind et par hundrede meter fra kommandodelingen, som ligger spredt i et paracelhusområde. Over delingsradioen siger hun ”Sid af, få pisset, spist og gennemført den sidste kontrol. Klar til befaling, så snart jeg kommer tilbage.” Så sidder hun af sin Piranha og løber de fem hundrede meter over til chefen for første kompagni, kaptajn Anders Lorentzens førings-Piranha, der står mast ind imellem et par små grantræer.


Michael går en tur rundt til de fire infanterigrupper og sikrer sig, at alt er OK. Han kontrollerer ligeledes, at de to vognkommandører har gennemført klar til kamp på både Piranha 5’er og Lindorm.

”Hvad så Schmidt? Er 5-Alfa klar?” spørger han vognkommandøren på 9-Victor – Lenes Piranha 5. Efter at have været ramt af en IED og efterfølgende en flyvende mine har den ene kamprobot været på værksted for at få nyt styretøj og nye raketkastere til vognens to Smart Indirect Munitions, som er boltet fast på Lindormens dæk.

”Ja! Dens diagnostikprogram viser, at alt er OK. Jeg har selv lige været ovre og se på den. Den skal nok holde de næste 25 kilometer også.” siger overkonstabel Schmidt, imens han tørrer motorolie af sine hænder i sin køredragt før han skal til at spise.

Michael går ligeledes rundt og kontrollerer de fire store køretøjer og de små Fenris gruppe-kamp-robotter, som står bag i de to Lindorm.

”2! Kom lige herover!” kalder han, da han ser en fejlmelding på anden gruppes Fenris kamprobot. ”Hvorfor har du ikke sagt, at der er en fejl på din robot? Den siger, at laderen kun virker med 50%.” siger han irriteret da Sergent Bjørnson kommer over bag Lindorm 5-Alfa.

”Øh, det er fordi jeg ikke regnede med, at det gjorde noget. Du ved, den lader jo, når den står i holderen bag i Lindormen ik’ –ligesom de to droner på dækket ik’.” svarer sergenten på klingende århusiansk.

”Se, om I ikke kan få det fixet med det samme. Første kompagni har ingen Fenris-robotter, så deres mekanikere kan ikke hjælpe. Spørg Schmidt og Frederiksen. De to er gode til at få både mekanik og elektronik til at virke – meld, når den virker!” siger oversergent Michael, og går videre til Lindorm 5-Bravo.


Klokken 2345 sidder Lene igen i sædet bag de tre skærme i Piranhaen. Befalingen til delingen er givet, og de er klar til at begynde angrebet på det aftalte tidspunkt – 2350. Lene skaber sig et hurtigt overblik over de kaldesignaler, som det til lejligheden sammensatte kompagni anvender.


Kompagnikampgruppen er noget større og anderledes sammensat end normalt. Enheder, som normalt er under brigadens og bataljonens kommando, er ført ned i kompagniet, og der er tilført forsyninger til tre dages kamp. Enhederne skal kunne kæmpe selvstændigt og isoleret i længere tid.


Lene ser på sit ur. Klokken er 2348. På skærmen foran hende kan hun se, at alle delingens grupper, køretøjer og robotsystemer er klar. Hun vender sig om og ser kort på de ni infanterister, der sidder klemt sammen i mandskabsrummet bag hende. Bag hver af soldaternes slørede hjelme lyser en svag lille grøn diode, der viser, at alle soldaternes systemer er klar og lader. Soldaterne sidder alle og skaber sig et overblik over situationen på kortene, som bliver vist på deres fragmentationsbriller. Lene vender sig om, prikker til Schmidt og giver derpå med et håndtegn overkonstablen ordre til at sætte delingen i bevægelse. Schmidt sætter Lindorm 5-A i gang med en kort stemmekommando. Samtidigt trykker han på et par knapper på touch-skærmen foran sig. Lene ser våbenstationerne på både 5-Alfa og Lenes Piranha begynde en koordineret afsøgning af terrænet foran delingen. Lene holder vejret og bider tænderne hårdt sammen. Hun forventer næsten at blive ramt med russisk artilleri i samme nu, delingen sætter i gang. Der sker intet.

Kompagnikampgruppen skal åbne den nordlige akse langs hovedvej 230. Hovedvejen er modsat den firesporede motorvej med autoværn en normal tosporet landevej, der løber på en godt én meter høj dæmning igennem landskabet. På begge sider af asfalten er der en lille grøft, der er overgroet af græs, brændenælder og plastaffald.


Før Anders gav sin kompagnibefaling, havde han og Lene diskuteret hvilken vej, de skulle tage. De var enige om, at russerne med sikkerhed overvågede vejen med både passive sensorer og sikkert også med intelligente miner og andre våbensystemer. Derimod ville den åbne mark næppe være overvåget i sammen omfang. Problemet var, at føret på de forårsvåde og plørede marker ville forsinke fremrykningen.

Efter at have afvejet fordele og ulemper var de blevet enige om at trænge frem på markerne langs vejen og kun benytte eller krydse vejen, hvis der ikke var andre måder at komme frem på. De var begge bevidste om, at dette ville betyde en langsommere fremrykningshastighed, større risiko for fastkørte transportlastbiler og også muligvis Piranhaer men forhåbentligt også en chance for at komme frem uden at blive opdaget af russernes jord og luftsensorer.


De to første kilometer efter at have passeret resterne af I/livgarden i Azuoly Buda følger kompagniet skovkanten ind mod Kazly Rûdos Krastovaizdzioskoven. De over 49 pansrede køretøjer og militære lastbiler danner hurtigt et dybt smattet spor lang skoven. Forrest kører de to Lindorm fra Lenes deling. 5-Alfa kører langs skovkanten og godt 500m længere ude på marken kører 5-Bravo. Godt en kilometer bag dem kommer Lenes og Michaels to Piranha 5’er med delingens soldater. Lene nøjes med at have én Munin quadcopter til at rekognoscere på vejen foran Lindormene. Alle delingens sensorer kører, men der er ingen fjendtlige soldater eller køretøjer at se på kameraerne og kun begrænset fjendtlig brug af frekvensspektret, og det er langt væk. Godt en kilometer bag Lenes deling kan hun se, at kampvognsdelingen – kaldet 3-9 - kører i stilling i kanten ad Azouly Buda for at sikre hendes fremtrængen.

Anders har befalet alle radioer med stor sendeeffekt slukket, og at kompagniet kun må bruge de nye dataradioer med lav sendeeffekt til at formidle kommandoer og datapakker. Det betyde, at kompagniet snart mister kontakten til bataljonen, men til gengæld kun kan pejles af russernes avancerede radioscannere, hvis de kommer inden for en kilometer af kompagniet – og på den afstand skulle Lenes deling gerne have opdaget og enten nedkæmpet eller omgået truslen.

Der er helt stille i Lenes Piranha. Alle 11 personer følger situationen i stilhed på hver sin skærm. Infanteristerne i deres moderne exoskeletter og multispektrale aktive sløringsmønstrede uniformer følger kampen enten på det digitale BMS kort eller via ét af de mange kameraer uden på køretøjerne. Lene har slået sit Iron-Vision visir ned og kan derfor se alt, hvad der sker rundt om hendes Piranha. Da det er mørkt nu, ser hun alting i det grønlige skær fra kameraernes forskellige sammensatte sensorer. Lysforstærkende blandet med termiske signaturer med et overlag af augmentet reality, der giver en 360 graders fornemmelse a, hvor ven og fjende befinder sig i forhold til hinanden.


Kompagniet bevæger sig stille og roligt fremad. Lenes avancerede deling fører an, og resten af kompagnikampgruppen følger efter i spredte grupper med stor afstand imellem køretøjerne. Der er mørkt, og ingen af køretøjerne bruger lys. Kun de mange store dieselmotorers brummen afslører, at der er andet end skovens dyr langs skovkanten.

5-Alfa når frem til et skovhjørne. Herfra kan den se godt en kilometer frem til hovedvej 230 ude til venstre. De to Lindorm sagner farten og finder en stilling, hvor de står skjult fra vejen. Begge robotter hæver deres master bag våbenstationen, således at mastens termiske kameraer er over fem meter fra jorden. 5-Bravo sænker rampen og sender begge sine Fenris grupperobotter frem for at se nærmere på vejen.

For at komme videre mod nord er kompagniet nødt til at passere vejen. Hun ville helst krydse vejen længere mod nord, for hun forventer, at netop dér, hvor vejen kommer ud af skoven, vil russerne have placeret jordsensorer og måske miner, men det er ikke muligt grundet det åbne terræn og risikoen for at blive opdaget.

Fra sin plads bag i sin Piranha kan Lene overvåge begge Lindorm, de to Fenris gruppe-robotter og Munin drone, som er sendt afsted langs skovkanten.

De to Fenris robotter er beregnet som kamprobotter, der skal støtte afsiddet infanteri. De har gode kameraer og både maskingeværer og panserværnsraketter. De to robotter standser godt 100 meter fra vejen og afsøger området uden at finde tegn på russiske soldater eller køretøjer i nærheden. Munin dronen, der til lejligheden ikke har sin maskinpistol med men en elektronisk krigsførelsessensor ombord, erkender, at der ganske rigtigt ligger tre ubemandede jordsensorer i vejkanten, dér hvor vejen går ud af skoven. Sensorerne er i intern forbindelse igennem et lukket netværk, der udsender et meget svagt radiosignal. Munin dronen opdager først sensorernes tilstedeværelse, da den flyver direkte over dem i to meters højde.

De termiske sensorer på Lindormenes master gennemfører en automatisk koordineret afsøgning af området og erkender silhuetterne af tre pansrede køretøjer godt tre kilometer oppe af vejen. Lene zoomer ind på de tre køretøjer og beder samtidigt den elektroniske krigsførelsesgruppe, som kompagniet har med, om at fokusere på området, hvor køretøjerne står. Hurtigt får hun dannet sig et billede af tre fjendtlige kampvogne, der sandsynligvis har kontrollen over yderligere tre fjernbetjente køretøjer, som Lene ikke kan se. Det er usikkert, hvor mange og hvilke af de tre køretøjer, som Lene kan se, der er bemandede. Hun sidder et øjeblik og overvejer situationen. Hun er ret sikker på, at hun ikke kan få kompagniet over vejen, hvis der står en kampvognsdeling, som kan nå skovkanten med sine kanoner, længere oppe ad vejen. Omvendt vil hun ikke afsløre, at de er på vej ved at begynde at kæmpe mod dem…

Hun tager en dyb indånding og beslutter sig. Hun er nødt til at nedkæmpe kampvognene, og hun er nødt til at gøre det på en måde, der ikke afslører, hvor kompagniet befinder sig.

Hun taster hurtigt skudordren ind på ildpåkaldelses-appen på computeren og sender den til brigaden. Kompagniets bagerste køretøjer står stadig få hundrede meter fra I/ Livgarden, så signalet bliver sendt videre til et af brigadens tre kanonbatterier. Tre 155 millimeter præcisions panserværnsgranater bliver kort efter affyret 15 kilometer bag Lenes Piranha.

Hun kan se, hvordan de tre kampvogne bliver ramt af granaterne og bryder i brand. Med et par korte verbale kommandoer til en af Piranhaens mange computere sender hun Lindorm 5-Alfa frem til de tre jordsensore. Godt 75 meter fra sensorerne standser Lindormen og tænder for sin kraftige radiojammer, der fuldstændigt blokerer for alle signaler som de tre sensorer ville sende. Samtidigt sender hun de to Fenris robotter fra 5-Alfa frem over vejen sammen med de to fra 5-Bravo. De fire små bevæbnede kamprobotter danner en skærm 100 meter fra vejen, dér hvor Lene vil passere vejen.

Anders lader først Lene passere vejen og gå i stilling med sin deling. Derpå sender han kampvognsdelingen over. Kampvognene kører straks i stilling, så de er klar til at tage kampen op imod de resterende køretøjer, som måtte vente længere oppe ad vejen.


Selve passagen af vejen tager lidt over en halv time. Da hele kompagniet er nået over vejen, er klokken lidt i to om morgenen. Der er stadig overskyet og kulsort. Anders sender igen Lene frem for at lede kompagniet. De fire Fenris robotter er igen tilbage i maven på Lindormene, der ligeledes igen kører forrest i en dyb V formation 500 meter foran Lenes køretøj.

”8 her er 9! send en Hugin over for at se på de køretøjer, vi nedkæmpede. Jeg vil vide, om der er flere kampvogne i nærheden af den landsby, inden vi passerer den om tre kilometer,” siger Lene over delingsnettet til Michael. ”Indforstået! Jeg afsøger området omkring de tre kampvogne og langs vest siden af landsbyen.” svarer Michael.

Lemmen på 5-Bravos dæk åbner sig, og Hugin-dronen bliver skudt afsted af en trykluftspatron. Dronen flyver lavt hen over det åbne landbrugslandskab. Med kun ti meter over jordoverfladen kan en fjendtlig mikroradar ikke se og følge dronen, der i forvejen er svær at se på radar grundet den relativt lille størrelse og særlige antiradar-reflektionsoverflade. Godt 200 meter fra de tre nedkæmpede kampvogne skyder dronen pludseligt opad til en højde af godt en kilometer. I dagslys ville dronens halve meters vingefang næsten være usynlig med det blotte øje. I nattemørket er den komplet usynlig for alle andre end de mest avancerede sensorer. Dronens kameraer afsøger hele området under sig med en vidvinkel-linse, der kan skabe overblik over et område på 4 kvadratkilometer, og med en kraftig digital zoomlinse, der afsøger ting som dronens kunstige intelligens kan identificere som mulige fjendtlige køretøjer, robotter eller soldater. Kameraernes billeder bliver sammenholdt med resten af dronens sensorer, således at Michael og Lene og hvem der ellers ser med i kompagniet, får vist et komplet billede af situationen under dronen.

Lene og Michael har delt ansvaret imellem sig. Lene kontrollerer den nære kamp, hvor Lindormene afsøger terrænet lige foran delingen. Imens har Michael ansvaret for den fjerne kamp, hvilket betyder, at han kontrollerer de droner, som han sender ud foran delingen for at give Lene mulighed for at tage beslutninger på baggrund af viden om fjender, som ikke endnu kan påvirke delingen.

”9! Hugin er oppe og har afsøgt området omkring de tre kampvogne. Den er på vej hen til landsbyen. Som du kan se, har den fundet to URAN 9 kamprobotter i stilling som flankesikring for de køretøjer, vi nedkæmpede. Der er ingen signaltrafik i forbindelse med dem, så jeg tror, de blev kontrolleret fra de pågældende kampvogne. Jeg vurderer, at de er på automatisk indstilling og vil beskyde os, når vi kommer nærmere. Jeg anbefaler, at vi nedkæmper dem. Skift” melder Michael. ”Her er 9! Gør det! Jeg tror, vi er uden for signalrækkevidde af batteriet, så brug kompagniets tunge mortere! ” befaler Lene.

Få sekunder efter sender Michael en skudordre til den tunge mortersektion, som netop er kørt i skjul i skovkanten. To fuldt automatiserede 120 millimeter morterer drejer rundt i deres affutager bag i morter-Piranhaerne. Lige som med artilleripjecerne få timer forinden, lades to præcisionspanserværnsgranater og affyres. Umiddelbart efter, at de to morter-Piranhaer har skudt, roterer morteren tilbage i transportstilling, og mortersektionen skifter stilling.

Godt et minut derefter lander der godt 20 artillerigranater fra russernes kontra-batteriskydning på det sted, hvor mortererne stod – heldigvis er kompagniet spredt ud og fylder mere end en kvadratkilometer, så ingen bliver ramt.


De to Lindorm fortsætter frem uden at tage synderlig notits af de to fjendtlige robotter, der eksploderer et par kilometer længere fremme.

”6-9. Her er 1-9. Vi er stødt på en kanal, der er bredere, end vi kan passere ved egen hjælp.

Jeg forslår, at du fastholder 3-9 i stilling og sender guldægget frem til min position. Jeg etablerer en skærm nu.” siger Lene til Anders over kompagninettet.

”1,2,3 og 4 sid af og etablér en skærm på den anden side af kanalen, således at vi kan få guldægget frem og køretøjerne over,” befaler Lene over delingsnettet.

Ramperne på Lenes og Michaels Piranhaer lægger sig lydløst, og de otte infanterister i hvert køretøj sidder hurtigt af. Gruppeførerne leder deres små grupper de 500 meter frem til kanalen. Da de når frem, står deres Fenris robotter allerede og sikrer overgangsstedet.

”9! her er 2. Kanalen er for bred, og brinkerne for stejle, til at vi kan få Fenrisserne med over. Vi efterlader dem her og passerer med kødsoldater alene!” ”Modtaget 2! jeg har markeret stillinger til jer på den anden side, hvor jeg vurderer, at I bedst kan sikre overgangsstedet. Indret stillingen og meld klar!” svarer Lene.

Sergent Claus Frandsen – gruppefører i anden gruppe, vender sig om på siden og ser på de tre andre soldater i gruppen, der ligger og sikrer mod den anden side af kanalen. Gruppen ligger ligesom de tre andre i et tyndt krat langs den tre meter brede afvandingskanal. Brinkerne er stejle, og der er godt en meter ned til vandoverfladen. Claus kan kun gætte på, hvor dyb kanalen er. I natbrillens grønne skær kan han kun se vandoverfladen som en mørk flade, der bevæger sig stille mod øst.

”Anden gruppe! Klar til samlet stillingsskifte! Næste stilling er ved busken på den anden side af kanalen. Efter mig! Første og fjerde gruppe sikrer! Klarmelding!” hvisker Claus over gruppens interne radionet. Tre beskidte behandskede hænder bliver stukket i vejret som en tavs klarmelding. ”Efter mig!” hvisker Claus og kurer ned ad brinken til det kolde vand. Resten af anden gruppe følger efter, og længere nede gør tredje gruppe det samme.

Claus trækker vejret dybt ind og spænder i kroppen, så træder han forsigtigt ned i vandet. Et sug går igennem ham, da hele benet og derefter underkroppen forsvinder ned i det kolde og mørke vand. ”Fuck, det er koldt!” mumler han og skynder sig over så lydløst, som han kan.

Få minutter efter er alle fire grupper i stilling på den anden side af kanalen. Terrænet på begge sider er flade marker med enkelte små buske i markskellene. Lene kan fra de to forreste Lindorms våbenstationer se godt halvanden kilometer frem næsten op til landsbyen Skriaudzizi, som de skal passere øst om, når alle er kommet over kanalen.

Der er gået godt tyve minutter, siden de tunge mortere nedkæmpede de to Uran 9 robotter. Det eneste Claus kan høre, er vinden, der suser i hans øretelefoner. Hverken Lindormenes sensorer eller den elektroniske krigsførelsesgruppe har udslag fra aktive radioer i nærheden. Kampvognsdelingen er i stilling en kilometer længere mod sydvest, og anden panserinfanterideling er på vej frem for at sikre Lenes venstre flanke.


”Echo-9! her er 6-9! når 2-9 er i stilling, fortsætter du frem og lægger guldægget, så 4-9 kan passere og sikre overgangsstedet. ” befaler Anders over radioen til Ingeniørdelingsføreren. ”Her er Echo-9! Indforstået slut!”


Få minutter senere hører Claus dem dybe rumlen fra den nye panserbrovogn, der nærmer sig. Han vender sig om i sin stilling i en plovfure ved et markskel og prøver at få øje på maskinen i mørket. Selv ikke i natbrillens blandede lysforstærkning og termiske billede kan han se vognen, før den er på højde med Lenes Piranha.

Det store bæltekøretøj bygget på undervognen fra en Leopard 2 kører direkte op til kanalen, gør holdt og skyder uden pause eller yderligere behov for rekognoscering broen ud over gabet og lægger den roligt ned med et blødt bump. Den fjernstyrede undervogn bakker derefter hurtigt væk og gør plads til fjerde mekaniserede infanterideling, der hurtigt kører over broen og forbi Claus.


Netop som Claus skal til at befale sin gruppe til at gøre klar til at sidde op i Lenes Piranha, hører han lyden af helikopterrotorer mod vest og en masse små eldrevne motorer nærme sig fra nordøst.

”Fald ned! Spred jer og træk jeres enkeltmands-sløringsnet hen over jer… NU!!” råber han. De fire infanterister i gruppen springer til alle sider og trækker lynhurtigt det multispektrale sløringsnet over sig. Nettet gør soldaterne usynlige for eventuelle termiske sensorer, som de angribende kamphelikoptere og droner måtte være udrustet med. Claus hører lyden af flere våbenstationer fra Piranhaer og Lindorm begynde at beskyde fjenderne i luften. Larmen fra maskinkanonerne overdøver alle andre lyde, og mundingsglimtene blænder de afsiddede soldater på marken. I de korte ildpauser kan Claus se striberne af røde lyssporsprojektiler flyve både mod nordvest og nordøst. I natbrillens augmentet reality kan han se ikonet for to russiske KA-52 Alligator kamphelikoptere godt to kilometer mod nordvest. Han kan ikke se helikopterne selv, men han kan se skudafgangen fra både deres maskinkanoner og panserværnsmissiler. 200 meter foran sig midt på en mark med nyspiret hvede ser han en af fjerde delings Piranhaer blive ramt, eksplodere og derpå bryde i en voldsom brand. ”Bare soldaterne bag i den Piranha nåede at sidde af, inden den blev ramt,” tænker han, ”Ellers er de med sikkerhed alle døde – brændt ihjel… Godt vi nåede at sidde af…” Claus kan intet gøre. Han ved, at denne kamp bliver udkæmpet imellem helikopterne og kompagnikampgruppens autonome og netværksforbundne våbenstationer – selv Lene og Schmidt tilbage i Piranhaen kan ikke gøre meget for at afgøre denne kamp. Claus kan se, at mindst fem af våbenstationerne bekæmper en sværm af droner, som kommer fra Skriaudzizi. Dronerne skyder ikke igen men nærmer sig hurtigt kompagniet uden at gøre tegn til at sænke farten på trods af, at flere og flere droner bliver skudt ned. To droner styrer direkte ind i yderligere to Piranhaer fra fjerde deling og eksploderer. Resten forsætter mod sydvest – mod resten af kompagniet. Claus føler sig totalt magtesløs og meget sårbar ved det lille buskads i markskellet. Han ser, at støttedelingen affyrer et antal af kompagniets antidrone –droner, som er special designet til at nedkæmpe fjendtlige dronesværme.

Han ser også, hvordan tre eller fire yderligere køretøjer længere bag ham eksploderer efter at være blevet ramt af russernes droner eller panserværnsmissiler. Han kan ikke se, hvilke våben de bliver ramt af, han kan kun se ildkuglerne og høre de øredøvende eksplosioner.

Med ét er der stille. Claus vender sig om og ser igen mod vest. Himlen er fri for røde ikoner. Både helikoptere og droner er væk – om de er blevet nedkæmpet eller fløjet væk, ved han ikke.

”Status!” råber han til gruppen, imens han flår sløringsnettet af. De tre andre ligger omkring ham og ser forskræmte på ham – alle er OK. ”Fuck, det var vildt! Vær klar til, at de følger op med et eller andet – eller til at sidde op! Jeg ved sgu ikke, hvad der skal ske nu,” siger han.


”1-9! Fremad! Vi skal hurtigst muligt væk herfra! Russerne ved, at vi er her, og vil uden tvivl prøve at standse os igen med et nyt modangreb.” befaler Anders i kompagninettet.

Lene slår til Schmidt og siger med anspændt stemme. ”Få 5-Alfa og Bravo over i en fart. Vi følger efter så snart Lindormene er i stilling på den anden side. Jeg sender alle fire Fenris godt tre kilometer frem og længere mod vest for at skabe vildledning. Så samler vi drengene op og forsætter i en stor bue uden om den der skide landsby!” befaler hun. ”8! Jeg vil have øjne over den landsby! Send alle fire droner – Hugin og Munin. Jeg vil ikke overraskes derfra igen!” siger hun derpå til Michael over delingsnettet.


Anders taster Premierløjtnant Nikolaj Johansens direkte nummer ind på radioen. Kompagniets næstkommanderende kommer frem på skærmbilledet straks efter. ”Niko! Vi er nødt til at presse på og komme over den kanal, inden den næste bølge kommer og nedkæmper os helt. Jeg kan se på logistikoversigten, at vi har mistet tre Piranhaer ved fjerde deling, en IKK ved anden deling og et par lastbiler. Sørg for at få evakueret de sårede og omfordelt dem, der stadig kan kæmpe. Efterlad de døde og de køretøjer, der ikke kan køre – vi må sørge for dem senere.” Nikolaj nikker træt. Hele hans kropssprog viser det pres og den udmattelse, som han er udsat for. ”Modtaget chef. Der er godt 20 kampklare overlevende fra fjerde og anden deling. Jeg finder på en måde at få dem med på – vi har ikke meget plads tilovers på køretøjerne.” ”Vi ses senere Nikolaj – du gør det godt. Keep it up, mate!”

Anders retter igen sin fulde opmærksomhed imod situationen på BMS-skærmen. Han er så koncentreret, at han ikke lægger mærke til, at han af ren og skær søvnmangel er begyndt at læspe, når han taler– det er over to døgn siden han sidst har sovet.


Efter at have fået alle fire pansrede køretøjer over panserbroen og de fire grupper ind bag i Piranhaerne fortsætter Lenes deling. På BMS-kortet kan hun se, at kampvognsdelingen er i færd med at passerer broen, mens resterne af fjerde mekaniserede infanterideling sikrer overgangsstedet sammen med luftværnsgruppen.

”9 her er 8! jeg har alle fire droner i luften. Én syd for landsbyen, én over vestkanten og en nordfor. Den sidste har jeg sendt over til skovkanten mod vest, så vi ikke bliver overraskede derfra.” melder Michael. ”Modtaget 8. Fenris er halvanden kilometer ude. De er begyndt på deres elektroniske vildlednings program!” svarer Lene, imens hendes øjne følger med på skærmen foran sig, hvor kamerabillederne fra Lindormenes, Piranhaernes og dronernes kameraer vises i små vinduer rundt om BMS kortet i midten. ”Kom nu! Vis mig nu, hvor I er!” hvisker hun for sig selv, imens hun blinker trætheden ud af øjnene og tager endnu en no-sleep-pille fra en lomme i uniformsjakken. Delingen er på vej ind i et ét kilometer bredt pas imellem skoven mod vest og Skriaudziz mod øst. Det er det optimale sted at gennemføre et baghold. Lene er sikker på, at russerne er helt klar over, hvor de er, og at de kan ramme kompagniet igen hvert øjeblik, det skal være – og lige nu, hvor kompagniet er delt op med en halvdel på hver side af kanalen og sårede soldater på begge sider at tage sig af er det ideelle tidspunkt for et angreb.

Den forreste Lindorm – 5-Alfa – er på højde med landsbyen. Delingen kører i sin sædvanlige brede V formation med Lindormene 500 meter foran Piranhaerne. Delingens sensorer giver indtryk af, at der ikke er nogen fare på færde.

”1-9 her er 3-9!” kalder kampvognsdelingsføreren til Lene. ”Jeg er ovre og går i stilling i retning af landsbyen. Jeg har en del masker i terrænet foran mig men generelt gode muligheder for at sikre dig,” fortsætter ham. ”Modtaget 3-9! Jeg har tre droner over byen og en over skovkanten men kan ikke se nogen russere. Jeg fortsætter frem!” svarer Lene.

En alarm lyder i Lenes head-set, hvorefter hun ser 5-Alfas våbenstation svinge hurtigt mod nordvest og affyre et af sine Aim-9A Sidewinder missiler. Lene ser, at luftværnsdelingen ligeledes affyrer luftværnsmissiler.

”9-0! Der er fem SU-57 på vej imod os fra nordøst godt femten kilometer ude,” melder luftværnsgruppeføreren nervøst over kompagninettet. ”Vi får støtte fra to F 35 om godt ét minut – men jeg er ikke sikker på, om de når det, før russerne får afleveret deres våben,” fortsætter ham.

Lene spænder hårdt op i hele kroppen i forventningen om, at hendes Piranha lige om lidt vil blive ramt at et russisk missil. Sådan sidder hun i næsten et minut og stirrer på BMS kortet. Et hult drøn afbryder hendes koncentration. Eksplosionen kom bagfra– i retning af panserbroen. Hun kan mærke rystelserne i Piranhaen, da lufttrykket rammer den lidt efter.

”Vi er OK! Broen er intakt! Den ramte halvtreds meter for langt mod vest,” melder en ukendt stemme over kompagninettet.

”Det var lidt for tæt på!” tænker Lene.

5-Alfas våbenstation drejer igen – denne gang mod øst – mod landsbyen. Lindormens aktive missilbeskyttelsessystem aktiveres og affyrer et intercepterprojektil ud i mørket. Én ildkugle og en eksplosion følger straks efter, da et russisk panserværnsmissil eksploderer to meter fra Lindormens side. Våbenstationens skuddetektor finder hurtigt den skjulte skyttes stilling, hvorefter maskinkanonen affyrer en kort byge imod den.

”Dér er I! Endeligt!” råber Lene ud i luften. ”Her er 1-9! Føling føling vent slut” næsten råber hun over kompagninettet, imens hun styrer en Munin drone i retning af panserværnsmissilets affyringssted. De tre droner over Skriaudziz kan intet se. På trods af det udsættes 5-alfa for beskydning fra flere panserværnsmissiler fra bykanten – alle affyret inde fra dybden af bygningerne. Det aktive missilbeskyttelsessystem skyder dem alle ned men stopper ikke en byge 35 millimeter panserbrydende projektiler, der rammer Lindormen i siden.

”3-9! Jeg er i kamp med infanteri med panserværnsmissiler i bykanten. Er ligeledes blevet beskudt af en maskinkanon. Jeg har ikke indsigt. Jeg har behov for din støtte,” siger Lene i radioen.

”Her er 3-9! Indforstået. Vi har ikke indsigt! Skifter stilling! Vent slut!” svarer kampvognsdelingsføreren. Få sekunder efter hører Lene kanonen på en Leopard 2 A7 blive affyret. På 5-Alfas kamerabillede kan hun se et pansret køretøj eksplodere inde i en lade.

”Her er 3-9! Fjendtlig panservogn nedkæmpet – det lader til, at den fjendtlige enhed skjuler sig i key hole stillinger i kanten af bebyggelsen. Jeg fortsætter frem,” melder kampvognsdelingsføreren roligt fra sin plads i den forreste kampvogn.

Lene fortsætter frem med sine to Piranhaer, imens 5-bravo bliver ved med at sikre imod vest. 5-Alfa er beskadiget men kan stadig køre. Køretøjets interne brandbekæmpelsesanlæg har standset den brand, der opstod, da det blev ramt.


Anders trækker vejret dybt ind. Kompagniet er i en vanskelig situation, og han har svært ved at udfolde sin kampkraft og tvinge sig forbi byen. Kompagniets opgave er at nå frem til Kaunas med så meget af kompagniet intakt som muligt, så de senere kan angribe ind i byen. Men han er nødt til at indsætte alle sine midler for at kunne tvinge sig igennem dette ildområde – og halvdelen af kompagniet er stadig på den sydlige side af kanalen. ”Aaargh!” udbryder han. ”Pedersen! Hvad tror du, der er inde i den by? Og hvad er deres næste træk?” spørger han efterretningsofficeren, der sidder bag ham i føringspiranhaen. ”Jeg ved det ikke. De har ingen sporbar elektronisk udstråling – og derfor tror jeg ikke, at de har robotter. De har pansrede køretøjer med maskinkanoner, og de har panserværnsmissiler. Jeg tror, der ligger en panserinfanterideling i Kurganets-25 derinde. Jeg vurdere, at deres opgave er at stande os i passet, så de kan nedkæmpe os med artilleri og fly.” svarer Pedersen.

”Ja, det er også min tanke,” svarer Anders. Han ser ned på BMS kortet. Anden panserinfanteridelings tre tilbageværende infanterikampkøretøjer har lige passeret panserbroen, og den avancerede støttedeling med kanonbevæbnede Lindorm og antidrone-droner er på vej over nu.

”9-0 ! Her er 6-9! Vi skal hurtigst muligt ud af dette ildkoncentrationsområde! 2-9 du skal koordinere med 1 og 3-9 og holde fjenden i byen nede! 6-8 du skal hurtigst muligt få resten af kompagniet over kanalen og få dem så langt mod vest som muligt! Du har stadig Romeo-9 som ryg og flanke sikring.”

Kampen i passet fortsætter. Lenes fire køretøjer fortsætter fremad, alt imens de beskyder alle erkendte stillinger i bykanten. Hun holder delingen så langt fra landsbyen som muligt, men det er ikke nok, de er stadig inden for rækkevidde af maskinkanoner og missiler. Bag hende fortsætter de fire tunge Leopard 2 kampvogne efterfulgt af de tre CV9035DK infanterikampkøretøjer på en lang kolonne med flere hundrede meter imellem sig. Alle tårnene vender ind imod byen, og enhver skudafgang fra bykanten bliver besvaret med overvældende ildkraft fra kompagniet.


En time senere begynder solen at stå op. Alle kompagniets køretøjer er kommet over panserbroen, som igen er blevet samlet op af brolæggervognen. Anders åbner lugen i loftet på sin førings-Piranha og stikker hovedet ud. Kampen om overgangen og den efterfølgende passage af Skriaudziai har kostet kompagniet dyrt. Yderligere et infanterikampkøretøj blev nedkæmpet, og der er skader på flere kampvogne. Kompagniet er spredt ud på den åbne slette på vej mod nord. Han ved, at de snart skal passere endnu et pas imellem skoven og en landsby – og denne gang i dagslys. Der er godt ti kilometer til målet ved Garliava og faselinje Freja.

Længere mod øst har hans søsterkompagnier haft lignende oplevelser hen over natten. Alle tre kompagnikampgrupper har haft held til at trænge igennem russernes forsvarslinjer og alle tre har taget tab.

”Chef!” siger Nikolaj over en personlig forbindelse. ”Vi har behov for at genforsyne delingerne med ammunition og få set på de mest skadede køretøjer.””Modtaget NK! Jeg er enig. Men jeg er bange for, at hvis vi gør holdt her ude midt på den åbne mark, så vil vi blive nedkæmpet. Det, vi i stedet gør, er at lave en vildledning med resten af fjerde deling, opklaringsgruppen og 1-9’s Fenrisser. Dem sender vi vest om Veiveriai længere fremme. Resten kører så hurtigt, vi kan langs skovkanten øst om Veiveriai op til skoven ved Pazerai, hvor vi genforsyner og klargør til det sidste stræk ind imod Garliava.” svarer Anders.


To timer senere er kompagnikampgruppen fremme ved skoven. Køretøjerne køres i skjul blandt træerne og sløres. Forsyningsbefalingsmanden og mekanikerne har travlt med at genforsyne og reparere de skadede køretøjer.

”9-0! Førerne samles ved min PMV til befaling for næste fase.” befaler Anders træt i radioen og synker udmattet ned i sin stol.

”Chef! Skal jeg sende en ordonnans-drone til brigaden med en situationsmelding?” spørger Premierløjtnant Nikolaj. Anders svarer ikke – han sover!

74 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

6. Smartcity

Comments


bottom of page